Det er kommunalbestyrelsen, der bestemmer, hvordan valget til ældrerådet skal foregå. Indstillingen fra kommunaldirektør Sine Sunesen er, at valgdato og -form bliver, som ældrerådet foreslår. Hun indstiller også, at der skal vælges ni medlemmer og ni stedfortrædere, og at det siddende ældreråd fungerer som valgbestyrelse.
Færre medlemmer
Ni medlemmer er to færre end i det nuværende ældreråd. I henhold til lovgivning består et ældreråd af mindst fem medlemmer, og det er Bornholms Ældreråd selv, der har foreslået en reduktion til ni medlemmer.
"Når vi sammenligner os med andre ældreråd, så ligger vi i den høje ende. Derfor vil vi foreslå kommunalbestyrelsen, at ældrerådet fremover består af ni medlemmer", skrev Bornholms Ældreråd i sin årsberetning for 2024. Hverken rådet selv eller regionskommunen vurderer, at en reduktion til ni medlemmer vil få negativ indvirken på rådets kerneopgave, som blandt andet er at rådgive kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål.
Kommunen har undersøgt muligheden for at gennemføre ældrerådsvalget som et fremmødevalg i forbindelse med kommunalvalget. Det er et krav, at afstemningen foregår fysisk adskilt fra kommunalvalget med særlige valgborde, stemmerum og stemmekasser, og på grund af de fysiske rammer vurderes det ikke at være muligt at adskille de to valg på fire ud af kommunens ni afstemningssteder. Derfor er den idé opgivet.