LE34 holder sig desuden til, at det ikke vil være lovligt at lade bornholmere slippe billigere end turister fra at parkere i de fem byer. I hvert fald på den måde, som forslaget lagde op til.
Planen var at lade bornholmerne købe licenser, der én gang for alle gav adgang til at parkere overalt i alle de fem parkeringszoner. Men det vil ifølge LE34 være at omgå reglerne for beboerlicenser til at parkere.
LE34 forstår loven sådan, at beboerlicenser kun kan være licenser til at parkere nær licensindehaverens egen bopæl. Og ikke licenser til at parkere overalt i fem byer med parkering mod betaling.
"Den foreslåede differentiering mellem bornholmere og andre vil derudover også føre til, at ordningen efter vores vurdering vil være ulovlig", skriver LE34 i sit notat til kommunen.
"Muligheden for, at alle bornholmere kan købe en licens, der giver ret til fri parkering i de områder, der er omfattet af ordningen, vil være i strid med bekendtgørelsen om parkering på offentlige veje, idet beboerlicenser efter bekendtgørelsen kun kan udstedes med ret til parkering i et nærmere afgrænset område nær modtagerens bopæl", fortsætter LE34.