– Ved mødet i BAT's bestyrelse sagde jeg, at det her betød, at kommunalbestyrelsen havde truffet en beslutning på et forkert grundlag. Det var flere andre også enige med mig i. Jeg regner også med, at vi får flertal for vores forslag om at behandle hele sagen om BAT's underskud forfra, siger Karen Lynn Jacobsen.
Der kan være tale om pligtforsømmelse, hvis det bliver etableret, at BAT's ledelse og/eller folk i kommunens embedsværk vidste besked med den virkelige størrelse på BAT's problemer uden at give informationerne videre til først økonomiudvalget og dernæst kommunalbestyrelsen, der begge stod foran at skulle behandle sagen om BAT's underskud.
– Hvis nogen i kommunens administration har oplysninger, der er relevante for os i kommunalbestyrelsen, er de forpligtet til at give os de oplysninger, siger Karen Lynn Jacobsen.
Karen Lynn Jacobsen mener desuden, at der var rigeligt med tid til rådighed. Fordi hun selv arbejder i kommunens Center for Økonomi og Personale, ved hun, at alle kommunens instanser får fulgt op på deres budgetter enten den første eller den anden dag af månederne januar, april, juli og september.