– Jo. Det ligger også i at lave en helt ny ruteplan, hvor man måske for eksempel ikke har tre ruter, der kører i halen på hinanden op mod Allinge, altså dagens rute 1, 2 og 10, siger Helle Munk Ravnborg.
I vil kun enten lukke eller reducere rute 7, 8 og 23 til og med udgangen af marts næste år. Hvad skal der ske derefter?
– Her skal den nye ruteplan træde i kraft. Den regner BAT med at kunne have klar til 1. april. Så får vi se, om det bliver en ny ruteplan eller den samme som hidtil.
Er du enig i, at de 3.750.000 kroner ikke have været nødvendige at spare som følge af den nye ruteplan, hvis I ikke havde hevet i alt 4,2 millioner kroner ud af BATs forslag om at spare penge på rute 7, 8 og 23?
– Jo, det er vel rigtigt nok. Vi tror bare også på, at det vil være godt at give BAT mere tid til at se på en helt ny ruteplan. Så kan det godt være, at BAT ender med at komme tilbage og sige, at "det bedste at gøre er altså den plan, som vi kom med". Og så må vi jo gøre det.
Taksten kan gå ned
Selvom BAT mangler penge, er der ikke udsigt til, at prisen for at køre med bussen bliver sat op. Det skal tværtimod være billigere, mener det politiske flertal. Ideen handler om, at flere vil tage bussen, hvis taksten går ned.
Med BATs forslag ville BAT i år starte et udviklingsprojekt om en ny prisstruktur. Jeres forslag siger modsat, at et færdigt bud på en ny prisstruktur skal være klar til arbejdet med næste års budget, reelt altså allerede til sommer – og at de første 200.000 kroner på en ny prisstruktur skal hentes allerede i år. Er det realistisk og i så fald hvorfor?
– Når vi vedtager kommunebudgettet, vedtager vi også taksterne for BAT. Så det er vores forhåbning, at de nye takster kan nå at være klar til budgetarbejdet, siger Helle Munk Ravnborg.
– BAT siger, at de kan have noget klar i juni. Men det kan også være, at det kommer i to tempi, så man først tager en konsekvens af, at det nye Rejsekort kommer, så der ikke længere vil være klippekort – og så bagefter indfører en ny zonestruktur.