Ved at vælge DVB-Parkens projekt sagde kommunalbestyrelsen torsdag aften samtidig nej tak til de 40 lidt mindre boliger, som Bo42 bød ind med.
DVB-Parken vil dels opføre rækkehuse i to plan med boliger på fire rum – og dels rækkehuse i ét plan med boliger på to og tre rum.
Ingen i kommunalbestyrelsen satte sig imod kommunens embedsfolk, der har vurderet, at DVB-Parken spillede ind med det bedste projekt. Klimaaftrykket bliver lavt, blandt andet i kraft af DVB-Parkens plan om at bruge meget træ i byggeriet. Modsat Bo42's projekt indgår der også et fælleshus i midten af byggeriet i DVB-Parkens bud på byggeriet.
For Bo42 vejede det desuden ned, at boligselskabet selv fortalte kommunen, at man også i de kommende år skal bruge mange kræfter på at renovere tre af sine afdelinger. Det fik kommunens embedsfolk til at vurdere, at "Bo42 vil blive yderligere presset af også at skulle håndtere et nybyggeri".