Ea og Jørn Andersen har derfor stor erfaring med at udvælge købere til deres hvalpe, og den erfaring kommer dem til gode nu, hvor de får så mange henvendelser.
– Vi vælger købere, hvor vi har en god mavefornemmelse og kan mærke, at hunden får det godt og bliver fuldgyldige medlemmer af familien. Køber skal have sat sig ind i, hvad det er for en race, de køber, og hvad den race har af behov. Når man vil købe hos os, kommer man ofte på besøg et par gange, hvor vi mærker efter. Vi har oplevet at rende ind i nogen, hvor vi fik en dårlig mavefornemmelse og måtte sige nej, selv om de havde været her et par gange. De reagerede meget negativt, men jeg vil altså ikke sende hvalpe ud til de forkerte, siger Ea Andersen.

Ea og Jørn Andersens nuværende kuld hvalpe er deres hunhund Zoeys første kuld. De beholder en enektl af hvalpene selv, og den kommer til at indgå i den træning og de konkurrencer, som Jørn Andersen dyrker med deres voksne hunde. Foto: Jacob Jepsen
Frygter stor efterspørgsel medfører indavl
Ea Andersen frygter også, at den store efterspørgsel betyder, at flere begynder at avle på hunde uden at have den nødvendige viden om det arbejde, der ligger i at avle og opdrætte hunde.
– Alle skal have hund i øjeblikket, og det gælder alle racer, men Golden Retriever er i særdeleshed en populær race. Jeg kan godt være bange for, at den store efterspørgsel gør, at det nu ikke kun er opdrættere, der avler, men også hr. og fru Hansen, der ikke aner, hvad der ligger i linjerne, siger hun.