To mand på fabrikken
I dag er de kun to tilbage på fabrikken: Bent og hans medarbejder Kim Ipsen. De driver i godt samarbejde den fuldt automatiserede betonvarefabrik.
Fabrikken producerer udelukkende betonfliser, grå og farvede. Produktionen lukker ned fra omkring 1. december og starter op omkring 1. marts.
– Det har vi altid gjort. Det er derfor, vi går ned på fire-dages uge fra 1. oktober til 1. april af hensyn til effektiviteten i arbejdstiden, mens fabrikken om sommeren kører fem dage om ugen, fortæller Bent Andersen.
Få store fabrikker
Engang havde øen seks små eller mindre betonvarefabrikker. Den største var Betonvarefabrikken Thor, der lå på Svanekevej i Rønne.
Bent Andersens daværende chef opkøbte fabrikken og flyttede maskinerne til fabrikken i Klemensker.
I dag er det vanskeligere at drive en lille betonvarefabrik, end det var dengang.
– Hvis vi går bare ti år tilbage, var der i Danmark mellem 70 og 100 fabrikker. I dag er der måske 35. Fabrikker af samme størrelse som min blev opkøbt at de store virksomheder, fortæller Bent Andersen. I dag er der kun fire fabrikker tilbage i Danmark, der producerer betonfliser.
Bent var i 25 år medlem af et erhvervsnetværk med andre ejere i branchen, hvor man talte sammen om, hvordan man fik tingene til at fungere på virksomheden. Den studiekreds eksisterer ikke længere.