Velfærdssamfundet skal gås efter i sømmene: 'Vi kan gøre det meget bedre'

Velfærdssamfundet skal gås efter i sømmene: 'Vi kan gøre det meget bedre'
Mette Sode Hansen mener, at det er vigtigt at se på, hvor vi kan forbedre velfærdssamfundet. Pressefoto
DAGENS NAVN | Torsdag 27. oktober 2022 • 10:30
DAGENS NAVN | Torsdag 27. oktober 2022 • 10:30

Mette Sode Hansen er uddannet socialrådgiver og i det tætte arbejde med det sociale system, har hun set mange ting, der kan gøres bedre.

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

– Jeg stiller op, fordi jeg ved, jeg kan gøre en forskel for de borgere, der har den tætteste kontakt til det sociale system. Jeg er uddannet socialrådgiver og ser mange ting i min hverdag, hvor jeg tænker, at vi kan gøre det meget bedre. Erfaringen og den viden, jeg har fra mit arbejde, vil være rigtig god at få ind på Christiansborg. Vores velfærdssamfund har brug for at gås efter i sømmene og skulle gerne moderniseres lidt.

Hvorfor er Dansk Folkeparti det rette parti for dig?

– Fordi Dansk Folkeparti har den sociale profil, som jeg genkender mig selv bedst i. Det er der, jeg passer bedst. Især på socialpolitikken, som er det, jeg brænder mest for.

Dagens kandidat

Valgkampen er i gang, og Tidende har derfor skiftet dagens navn ud med dagens kandidat. Her vil der hver dag, i vilkårlig rækkefølge, blive præsenteret en af folketingskandidaterne på Bornholm, så man forhåbentlig kan blive lidt klogere på, hvem krydset skal sættes hos.

Hvordan har du mærket den lidt turbulente tid, som partiet har været igennem?

– Jeg har ikke rigtig mærket det. Selvfølgelig har vi da hørt om, hvad der er foregået, men her på Bornholm har vi knoklet videre på samme måde som altid. Vi holder sammen og har en god vælgerforening, en god bestyrelse, og vi har nogle rigtig gode medlemmer af kommunalbestyrelse. Vi arbejder rigtig meget med politik, og det der personfnidder, må de holde sig til i København. Det blander jeg mig ikke så meget i.

Hvad ser du, som det overordnet vigtigste tema ved valget?

– Jeg synes, der er mange vigtige temaer, der hænger sammen. Vi har en alvorlig inflation i øjeblikket, som har indflydelse på vores energi- og klimapolitik, og så har vi de grundlæggende værdier og behov på socialområdet både for handicappede, socialt udsatte og ældre. Det er flere ting, der er vigtige i den her valgkamp, og jeg kan ikke sætte fingeren én ting.

Lyder svaret anderledes, hvis vi zoomer ind og tager de bornholmske briller på?

– Der synes jeg, at psykiatrien og sundhedsområdet er rigtig vigtigt. Jeg går meget ind for, at psykiske lidelser og diagnoser skal sidestilles med fysiske sygdomme. Er man psykisk syg, skal man have den samme førsteklassesbehandling, som hvis man har kræft. Der skal være den samme garanti for behandling. Det hænger sammen med lighed i sundhed overordnet set. Der skal arbejdes mere for et godt samarbejde mellem regionen og kommunen for at etablere noget, der gør, at man her på Bornholm har de samme muligheder, som andre steder i landet, når det kommer til sundhedsvæsenet.

Hvor meget tid bruger du på at føre valgkamp?

– Det er meget forskelligt. Jeg har jo et fuldtidsarbejde ved siden af, der også skal passes, og så bruger jeg især timer i weekenderne på at komme ud og møde borgere på gader og stræder.

Hvordan er det at skulle jonglere tiden med et arbejde ved siden af?

– De fleste debatter og vælgermøder ligger jo heldigvis om eftermiddagen eller tidligt på aftenen, så dem der arrangerer de forskellige ting, er gode til at tænke over, at der er nogen af kandidaterne, som går på arbejde. Jeg har det sådan, at man ved, hvornår det er slut, og at det er en periode på tre-fire uger, hvor man knokler lidt mere, end man ellers ville. Det kan man godt holde til. Det er også, fordi det betyder noget, så er det jo nemmere at have lidt travlt.

Hvor mange af dine egne penge bruger du på valgkampen?

– Jeg har ikke et fuldstændigt overblik, men jeg har jo for eksempel ikke brugt penge på plakater. Vi hænger ikke i lygtepælene nogen steder og sviner ikke naturen til med plastikstrips og lignende. De midler, jeg bruger, er primært på Facebook, og så har jeg også købt nogle flyers. Indtil videre har jeg vel brugt cirka 3-5.000 kroner. Men jeg har lagt mærke til, at jeg alligevel fik lov til at komme på en valgplakat, fordi jeg så den anden dag, at der var en Villumsen-tegning i avisen, hvor jeg da er kommet på en valgplakat.

Når der nu ikke er så stor sandsynlighed for, at du bliver valgt ind i Folketinget, hvorfor vælger du så alligevel at stille op?

– Det handler om at gøre Dansk Folkepartis politik tydelig for vores vælgere. Det kan godt være, at der ikke er nogen af os, der kommer ind, men stemmerne er jo stadig lige gode, og dem skal vi bruge. Derfor er det vigtigt, at man har kandidater i alle valgkredse, så Dansk Folkepartis politik og budskab kan komme ud til alle dele af landet.

Du er tidligere stillet op til kommunalvalget. Er der forskel på at stille op til det og så et folketingsvalg?

– Der er kæmpe forskel. Arbejdsopgaverne er anderledes, debatterne er anderledes og perspektivet er helt anderledes. I Folketinget handler det jo om overordnede rammer, hvorimod det i kommunen handler om, hvordan man arbejder indenfor de rammer, der er blevet sat fra Christiansborg.

Hvad har du lært ved at stille op til Folketinget?

– Jeg lærer noget om de emner, som jeg på forhånd ikke var helt skarp i. Som kandidat kan man jo ikke vide alt om alt, men man forsøger jo at stille op til debatter i det meste, fordi man jo også gerne vil ses. Så der lærer man jo noget om nogle af de områder, man ikke vidste så meget om. Og så lærer man også de andre kandidater at kende og får skabt et godt netværk på tværs af partierne. Et godt netværk skaber en god grobund for et samarbejde i fremtiden. Jeg synes generelt, at vi er gode til at holde en god tone her på Bornholm i valgkampen. Man kan godt gå til stålet, men man holder fokus på det politiske og ikke det personlige. Selvfølgelig kan der ryge en finke af panden en gang imellem, men det er jo også fordi, man engagerer sig i det og ligger sit hjerte i det, men det er ikke noget, der går på personen. Det er gennemtrængende langt henad vejen.

Mette Sode Hansen

42 år

Bor i Aakirkeby med sin mand Brian og yngste datter

Har to børn

Uddannet socialrådgiver



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT