Egentlig skulle Kirstine Jørgensen have været på udveksling til Ungarn, men på grund af Ruslands invasion af Ukraine blev det ændret til Norge. Den nye destination ændrede dog ikke på, at hun havde en god oplevelse. Det var budskabet, da hun fortalte Lions Club om sit ophold i Norge. Det var Lions Club Rønne, der stod bag udvekslingen via programmet Youth Camps and Exchange.
– Hun havde haft en fantastisk tur, oplevet den storslåede norske natur, lært nye ting og sidst, men ikke mindst skabt fremtidige kontakter til flere at de andre unge mennesker på campen, fortæller Torben Hedemann Petersen i en mail. Han er formand for Youth Camps and Exchange i Lions Club Rønne.
Kirstine Jørgensen var i Norge i knap tre uger. Først boede hun hos en norsk familie, og bagefter var hun på lejr med andre unge fra hele verden. Formålet er først og fremmest at møde andre unge mennesker og kulturer og derigennem opnå bedre forståelse og indsigt. Samtidig har der været et tema for årets udvekslinger.