"Forfatteren matcher Zahrtmanns malerstil: absolut svulstighed iscenesat med en maestros kontrol. Det er frydefuldt forpint, nærved tantrisk læsning; rørende og komplekst menneskeklogt", skriver hun i sin indstilling.
Tidens mest sprælske
Ifølge Weekendavisens leder er der flere grunde til at glæde sig over, at prisen lander hos netop Rakel Haslund-Gjerrild.
"For det første har hun været med til at genrejse en bedaget genre. Den historiske roman, når den er værst, har været et gumpetungt, alenlangt dukketeater af fastelavnspudder, ekspositionslæssede replikker, camouflerede faktabokse og mindre camouflerede kommentarer til den tid, bogen skrives i. Men sammen med en række af sine generationsfæller har Haslund-Gjerrild gjort den historiske prosa til tidens mest sprælske og læseværdige litterære strømning. For det andet er hendes mesterlige roman et vidnesbyrd om, at det udskældte åndsklima, vi lever i, også bærer gode ting med sig", skriver Weekendavisen.