Sille og Anders Aagesen skriver mindeord om deres far, Ebbe Finne Aagesen, der sov stille ind den 20. november, 75 år:
Ebbe kom til verden i 1949 og voksede op i Fuglesangen i Rutsker sammen med sin mor, søster og sine bedsteforældre. Han tog realeksamen i Rønne, hvorefter han byggede hus på Damløkkevej i Hasle sammen med sin Janne, som han havde lært at kende, allerede da de var ganske unge. I 1976 blev de forældre til Sille, og seks år senere til Anders.
Udover sit virke som selvstændig erhvervsdrivende, var Ebbe en dygtig sportsmand og dyrkede både håndbold, fodbold og bordtennis. Han var meget involveret i Hasle Idrætsforening. Ebbe var desuden meget social og afholdt, og i mange år var hjemmet på Damløkkevej fuld af liv og festlige stunder med familie og gode venner.
Ebbes liv blev desværre forandret til ukendelighed, da tragedien ramte uden varsel den 27. januar 1996, hvor Janne blev dræbt i en trafikulykke. Janne blev kun 44 år, og Ebbe var 47, da han pludselig stod som enkemand. Ebbe blev aldrig helt sit gamle selv igen efter ulykken.