OCD påvirker Tinas hverdag: Jeg tjekker døren 10 gange

OCD påvirker Tinas hverdag: Jeg tjekker døren 10 gange
Tina Mogensen lever med OCD og er med til at etablere en lokalgruppe, hvor OCD-ramte kan mødes og tale sammen i trygge rammer. Privatfoto
DAGENS NAVN | Torsdag 24. august 2023 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
DAGENS NAVN | Torsdag 24. august 2023 • 05:30

Tina Mogensen er med til at etablere en lokalgruppe under OCD-foreningen. Hun lever selv med OCD, som i hendes tilfælde manifesterer sig som tvangshandlinger.

Hvordan vil du beskrive OCD for folk, der ikke ved, hvad det er?

– Jeg kan bedst forklare det ved at fortælle om min egen OCD. I mit tilfælde er OCD tvangshandlinger. Jeg tjekker mange ting, før jeg går hjemmefra. En almindelig person kan godt lige tage en ekstra gang i dørhåndtaget og være sikker på, at den er låst. Jeg gør det bare 10 gange, og så kan jeg gå til cyklen og alligevel blive usikker på, om døren er låst, og så må jeg tilbage og tjekke. Den er jo låst. Jeg er meget åben omkring min OCD. Jeg synes, det er lidt indviklet at beskrive OCD, for den indbærer så mange forskellige slags tvangshandlinger og også tvangstanker.

Hvordan er ideen om en lokalgruppe under OCD-foreningen opstået?

– Ideen kom ved at snakke med OCD-foreningen på Folkemødet, og at jeg egentlig selv gerne vil mødes med andre, der har det samme som mig. Vi kom forbi deres stand og fik en god snak med Mads Millner Nielsen. Han fortalte, at der havde været flere forbi standen den dag, som enten var pårørende eller OCD-ramt. Han var frisk og spurgte, om det ikke var noget for mig. De havde nemlig brug for en frivillig til at køre gruppen her på Bornholm, som har ligget i dvale siden corona. Jeg havde en søster med, som skubbede lidt til mig og sagde, "Det kan du da godt klare". Jeg lovede, jeg lige ville tænke over det, og det gjorde jeg en uges tid, og så sagde jeg ja. Selvom jeg var lidt nervøs for det i starten, tænkte jeg "Hvorfor ikke?". Jeg glæder mig i hvert fald meget til at have første møde i oktober og håber at mødes med ligesindede.

Hvad skal gruppen lave?

– Jeg tænker, vi skal mødes og have nogle gode snakke i trygge rammer om de problemer, man kan have ved at være OCD-ramt, både i privatlivet og på arbejdsmarkedet. Jeg håber, vi kan komme ind på emner, såsom hvad der fungerer, hvad der ikke fungerer, og hvad man har fået af behandling. Jeg kunne godt tænke mig at have nogle pårørendeaftener, for det påvirker også pårørende og familie. Jeg ved, at Mads Millner Nielsen fra OCD-foreningen gerne vil komme og holde foredrag om sin OCD på et tidspunkt.

Hvordan oplever du at leve med OCD?

– Jeg oplever sygdommen hæmmende, fordi jeg skal tjekke, at alle elektriske ting er slukket derhjemme, såsom komfuret. Er en knap på komfuret bare lidt skæv, retter jeg den, så den er lige. Jeg tjekker elkedlen, og om vandhanerne løber. Der må ikke engang sidde en dråbe. Er døren låst, er vinduerne lukket? Jeg trækker alle ledninger ud af stikkontakterne. Det handler meget om, at jeg er bange for, at der skal ske noget, mens jeg er væk, og at der skal ske, dem jeg holder af, noget slemt. Jeg lider også af dødsangst.

– Under et ophold på Stolpegård i Gentofte lærte jeg mig selv at tage billeder af de ting, som jeg er bange for, er tændte eller åbne. Jeg kan nemlig gå ind på telefonen og se billederne og være helt rolig bagefter. Det giver mig en sikkerhed, at jeg kan se billederne, for ellers ville jeg med stor sandsynlighed køre hjem og tjekke eller få en til at gå hjem og tjekke det. Jeg kan godt få folk til at tjekke de ting for mig, når jeg har besøg, og vi skal ud ad døren, for så slipper jeg selv for at gå det hele igennem. Men jeg kan også stadig være usikker på, om det nu er helt slukket, og blive ved med at spørge dem. Ja, de bliver nok lidt trætte af mig. Nogle dage kan jeg godt finde på at skrive hjem og spørge kæresten, om dit eller dat er slukket, selvom jeg har tjekket det, inden jeg cykler på job. Min arbejdsplads, min leder og kolleger er heldigvis forstående overfor det. De kender mig efterhånden, og det at komme på job giver mig faktisk et frirum, en pause fra myldrende tanker og OCD'en. De er gode til at lige give mig lidt rum, hvis det har været en dum start hjemmefra.

– Er jeg presset eller stresset, forstærker det min OCD, og det kan være endnu sværere at komme ud ad døren. Jeg bliver nervøs, bekymret over alting og tænker mange skøre tanker. Lige for tiden er min kæreste hjemmegående, og det hjælper helt sikkert min OCD, for jeg ved, han er hjemme, og han er der, hvis der sker noget. Men jeg har haft den i så mange år, at jeg i dag har fået nogle redskaber, der gør det lettere at leve med OCD.

Hvilke misforståelser oplever du oftest om OCD?

– Min nære familie har haft svært ved at forstå, hvordan OCD'en har påvirket mig igennem mange år, og de har ofte joket med det. Jeg har kunnet skjule mine tvangshandlinger, fordi de ikke er så synlige, som hvis jeg gik og vaskede hænder hele tiden. Men med tiden er de blevet gode til at hjælpe mig, når jeg har spurgt, om de lige gider at tjekke de forskellige ting. De ved, at det vil give mig lidt ro i hovedet, hvis de gør det for mig.

Hvad laver du i dit arbejdsliv?

– Jeg arbejder i Løvfrøen Nylars som uddannet pædagogmedhjælper. Der har jeg været i 15 år.

Og i din fritid?

– I min fritid er jeg sammen med kæresten, min familie og vores hunde. Vi rejser tit til Kreta, hvor jeg kombinerer ferie og frivilligt arbejde på et hundeinternat.

Tina Pernille Mogensen

40 år

Har en kæreste

Oprindeligt fra Hasle, bor nu i Rønne

OCD er en angstlidelse. Karakteristisk for OCD er uønskede tvangstanker og tvangshandlinger.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT