– Det kunne jeg da godt prøve et års tid, for jeg havde en idé om, at jeg ville være skolelærer. Men lige siden dengang i 1963 har jeg været tilknyttet Bornholm. Bornholms Værn blev mit stamregiment, selv om jeg har været igennem mange forflyttelser og udstationeringer, fortalte John Bloch Andersen i Tidende, da han fyldte 60 år og gik på pension.
Den bornholmske tilknytning blev yderligere forstærket af, at han i 1970 blev gift med Dorthe Hendriksen, og de boede i mange år i hendes fødehjem, Tornegård på Almegårdsvej i Knudsker. Dorthe Hendriksen, der var lærer og i en årrække viceforstander på VUC, døde i 2017.
Hjemmeværnschef
John Bloch Andersen blev i 1995 stabschef – og dermed næstkommanderende – ved Bornholms Værn. Det blev dog kun i ganske kort tid, for samme år blev han tilbudt stillingen som chef for Bornholms Hjemmeværn, hvilket han var i fem år – den stilling han har haft i længst tid.
I 1999 kom det forsvarsforlig, som blandt andet nedlagde Bornholms Værn som regiment. Det bevirkede, at han i 2000 flyttede til Hjemmeværnskommandoen i København.