Min datter Klara holder mig til ilden

Min datter Klara holder mig til ilden
Teddy Hansen løber mellem 100 og 140 kilometer om ugen og er stort set aldrig skadet. Foto: Holger Larsen
DAGENS NAVN | Torsdag 21. juli 2022 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | Torsdag 21. juli 2022 • 05:30

Teddy Hansen er 56 år, men forbedrer stadig sine løbetider.

Du blev forleden nummer fire i 10 kilometer løb på landevej i din aldersgruppe 55-59 år ved Master verdensmesterskaberne i Finland. Det var du lidt skuffet over – hvordan har du det nu?

– Jeg er stadigvæk ærgerlig over, at jeg ikke blev verdensmester. Ok, jeg blev nummer fire i verden, og jeg løb 10 kilometer på 34-35 minutter. Det er der ikke mange unge mennesker, der kan. Men det, der ærgrer mig mest, var, at da jeg for to måneder siden blev dansk mester, løb jeg et minut hurtigere. Havde jeg løbet lige så hurtigt ved VM, var jeg blevet verdensmester.

Hvornår begyndte du at løbe?

– Jeg spillede fodbold som dreng i Odense. Jeg kunne løbe solen sort som midtbanespiller, og jeg var altid den, der vandt skoleløbene.

– Jeg startede som masterløber, efter at vi var flyttet til Bornholm. Pigerne begyndte at løbe Grand Prix-løb og fik farmand med til at bære tasker. Jeg så nogle af de bornholmske løbere og tænkte: Dem kan jeg da godt løbe fra, selv om jeg ikke havde løbet i mange år. Jeg har altid dyrket sport, men ikke løb. Det begyndte jeg først på, da jeg var 44-45. Det er måske årsagen til, at jeg er sluppet for alle skavankerne.

Hvor meget løber du i dag?

– Jeg løber mellem 100 og 140 kilometer om ugen, nogle gange op til 150 kilometer. Jeg står op 5.30 hver morgen, drikker et glas vand og tager ud og løber en tur. Så tager jeg på arbejde, og når jeg kommer hjem, løber jeg en tur igen. Det bliver til 10-12 ture om ugen. Men i weekenden gider jeg ikke stå tidligt op for at løbe.

– Man skal være dedikeret til sin sport, man skal tage den alvorligt og være disciplineret. Man kan ikke sige, at i dag blæser det eller det regner. Vi løber.

– Mange af turene løber jeg sammen med min datter Klara, og så tænker vi egentlig ikke over, hvor langt vi løber. Klara er eliteløber, og hun løber efter træningsprogrammer fra Claus Hechmann. Så længe jeg kan være med, og det giver mening, så kan vi træne sammen.

Hvordan går det at træne sammen far og datter?

– Vi har aldrig haft problemer, og vi passer godt sammen på den måde, vi træner på. Vi når at snakke meget sammen i alle de timer, vi træner sammen i Nordskoven, Hasle Lystskov og inde i Almindingen. Vi snakker om livet, kærligheden og døden. Det lyder måske klichéagtigt, men det kan være noget med skole, rejser eller et dødsfald. Så går tiden bare, når man løber. Så er der selvfølgelig også nogle gange hård træning, hvor vi ikke snakker.

Hvad bragte din hustru Stine og dig til Bornholm?

– Det var faktisk et ønske om at bo i Dragør. Men det var for dyrt som førstegangskøber at købe hus i Dragør. Hvad minder lidt om de gule bindingsværkshuse i Dragør? Det gør den gamle bydel i Rønne, hvor vi bor.

Hvad arbejder du med?

– Jeg er uddannet som først folkeskolelærer og siden jurist. Jeg stoppede som jurist i Ankestyrelsen, da vi flyttede til Bornholm, og vendte tilbage til mit gamle erhverv og blev lærer på Åvangsskolen i 2003-04. Så savnede jeg alligevel juraen og blev jurist i regionskommunen, hvor jeg var i mange år, og nu har jeg i en del år arbejdet i Dansk Metal.

– Jeg har valgt at prioritere min fritid meget højt. Jeg vil, uanset min uddannelse, bare gerne have et 8-16-job, hvor jeg kan komme hjem til familien og komme ud at løbe.

– Så det er Stine, der har gjort karriere. Hun arbejder nok lidt mere end jeg gør, men hun løber heller ikke så meget som mig...

Har du tid til andre interesser end løb?

– Nej. Det er arbejde, løb og familie. Stine accepterer og respekter det, vi gør. Det har vi altid kunnet få til at fungere, og familien kan rumme, at der er to løbetosser.

Hvad har været dine største resultater?

– Jeg har flere gange været dansk mester i min klasse på 800 og 1500 meter. Jeg har også været til EM i M 45-klassen og blev nummer fem på 800 meter distancen.

– Jeg har haft en lang pause fra konkurrencer, og så stillede jeg op ved DM på 10 km i Aarhus, fordi Klara var deroppe at løbe. Så blev jeg sgu dansk mester og løb for første gang 10 kilometer på under 35 minutter. Så det går stadigvæk fremad med tiderne. Men Klara holder mig selvfølgelig også til ilden.

Har du et mål?

– Der er et indendørs VM for masters i Polen til marts, hvor jeg har overvejet, om jeg skal se, hvad jeg kan gøre på min gode, gamle distance, 1500 meter. Så håber jeg på at blive blandt de tre bedste i min aldersklasse. Jeg skal bare erkende, at der er nogle stykker andre steder i verden, som træner lige så meget som mig, som er lige så gode og bedre end mig.

Teddy Hansen

56 år.

Kommer fra Odense, bor i Rønne

Gift med Stine (økonomichef i Bornholms Regionskommune). De har to døtre, Oline 21 år, Klara 18.

Jurist i Dansk Metal afdeling Bornholm.

Medlem af Viking Atletik og stiller i løbekonkurrencer op for Hechmann Racing Klub.

Følg debatten på facebook!

BOMBERNE UNDER OVERFLADEN

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

65.000 ton kemiske våben ligger på havbunden ud for Bornholm. Vi kender risikoen – nu skal Danmark og Europa handle.
Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal
NYHED | ABONNENT

Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal

80 år efter Anden Verdenskrig er der fundet kræftfremkaldende stoffer fra eksplosiver i skaldyr og andre dyr i Østersøen ud for Tysklands nordkyst.
FÅ ABONNEMENT