Manden bag digitalt ølhus: 'Så længe man kan have det sjovt, kan det ikke gå helt galt'

Manden bag digitalt ølhus: 'Så længe man kan have det sjovt, kan det ikke gå helt galt'
Privatfoto
DAGENS NAVN | ABONNENT | 20. JUL 2022 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
DAGENS NAVN | ABONNENT
20. JUL 2022 • 05:30

Brian Kozuch etablerede i foråret Beer House Bornholm, hvor han sælger øl fra danske mikrobryggerier. Han er primært interesseret i øl, der laves i så små partier, at de ikke kommer ud i den almindelige detailhandel, men oftest kun sælges lokalt.

Hvordan er ideen til Beer House Bornholm opstået?

– Ideen kom, fordi jeg skulle købe en gave til en, der er lige så glad for specialøl som mig, men der var ingen steder, man rigtig kunne det, og det var jeg ret irriteret over. Og hvis man ikke prøver, så kan man heller ikke selv brokke sig. Virksomheden er under tre måneder gammel, og den har skiftet virksomhedsform en gang. Den begyndte som en personligt ejet, mindre virksomhed, hvor man ikke har noget momsregnskab, men kun må lave 50.000 kroner om året. Allerede efter halvanden måned kunne jeg se, at det skulle laves om, for vi havde rundet 50.000 kroner i omsætning. Det er fantastisk, at folk støtter så meget op og synes, at der skal specialøl til Bornholm.

Hvor stammer din interesse for specialøl fra?

– Min svigerfar og hans svoger har brygget selv i mange år. Da Beer Here og Penyllan kom til Tejn, begyndte interessen at tage fart, da Christian og Jessica var god inspiration. Når man hører Christian fortælle om øl, så er det en gave i sig selv. Han er simpelthen så dygtig til at fortælle. Samtidig startede Anders og kompagni på Hallegård. Jeg kender Anders i forvejen fra Tejn. Han er en kemiker uden lige og kan alt med, hvordan øllet reagerer ved forskellige temperaturer. Det er sjovt at have de to verdener, der mødes. Det er fantastisk at opleve. Ulempen er, at jeg ikke kan rumme så meget, som jeg gerne vil, og jeg lærer hver dag.

Hvad kendetegner en god øl?

– Hvad synes du selv? En god øl er jo forskellig fra person til person. En af mine favoritter p.t. er en stout fra et bryggeri, der hedder Too Old to Die Young. Den er fyldt med vanilje, laktose og alt muligt. Den har bare så god en fylde og smag. Jeg har flere, som har spurgt, om den ikke er lidt tyk, men når de smager den, så giver de mig fuldstændig ret i, at den er fantastisk. Jeg kan også se det, for jeg har solgt næsten to kasser af den på to måneder. Så jeg kan se, at det er en øl, folk gerne vil have, fordi den er så god.

Hvad gør øl fra mikrobryggerier særlige?

– Jeg synes lidt, det siger sig selv, da man ikke normalt kan købe det øl nogen andre steder, og de har sjældent økonomi til at brande sig som de store. 80-90 procent af de øl, jeg har, er noget, man ikke kan købe i andre butikker på Bornholm. Selvfølgelig er der noget, man kan købe andre steder. Small Batch og Penyllan, og jeg har også noget fra Midtfyn, men Too Old To Die Young er et nyt bryggeri, og hvis man tager Spybrew i København, så er jeg tredje forhandler i Danmark. Det er ikke noget, man kan købe alle andre steder Det er det, der gør det sjovt og unikt. Faktisk er jeg på vej over til fire nye bryggerier, som kommer med.

Hvordan får du kontakt til bryggerierne?

– Jeg er med i ølentusiasterne, hvor jeg møder folk, og så er det mund til mund. Så tog jeg til en ølfestival i København, hvor jeg lærte en masse bryggerier at kende. Og så er det bare at gå på Google og søge på mikrobryggerier i Danmark. Det var sådan, jeg gjorde. Jeg havde Small Batch, Penyllan og Spybrew, inden jeg begyndte at ringe rundt. Spybrew og jeg har en fælles bekendt, som jeg fortalte om ideen. Så fik jeg nummeret og ringede til dem. Jeg spiller med åbne kort og fortæller, at jeg ikke har nogen penge, jeg kan smide efter deres produkt. Så spørger de, hvad de andre gør. De kører kommissionssalg i begyndelse for at hjælpe mig i gang. Det er megafedt. Når man bliver lukket indenfor sådan et sted, så er det næsten kys og kram fra dag 1. Det er meget familiært. Det skal man virkelig værne om.

Har du arbejde ved siden af Beer House Bornholm – og hvad laver du i givet fald?

– Jeg har fuldtidsjob ved siden af, så jeg gør kun det her for sjov. Beer House er kun en hobby. Jeg arbejder til hverdag på Jensen Danmark som montør. Når man laver sådan noget her, skal man altid huske, at øl skal være sjovt. Jeg gør det ikke for at leve af det, og så længe man kan have det sjovt, kan det ikke gå helt galt.

Hvor meget tid bruger du på Beer House?

– Jeg bruger i gennemsnit tre-fire timer om dagen. Der går rigtig meget tid her i starten, også fordi jeg skal skrive rundt til alle, og jeg har været ovre tre-fire gange og møde bryggerierne. Det er noget, man skal være 100 procent sikker på, når man begynder. Man skal have sit bagland med, og det har jeg. Familien går 100 procent ind for, at det er det, jeg laver.

Hvis du skulle på ølrejse, hvor skulle den så gå hen – og hvorfor?

– Den første ølrejse, vi tog på, var til Dublin. Det var Guinness, der trak. Det måtte vi over at se. Vi var fire gutter, som tog på en tredagesrejse. Så det kunne ikke blive meget bedre. Næste rejse skulle helt klart være til Belgien. Det er et kæmpe ølland. Man har klosterøllen dernede og trappistøllen, som er det lidt mere specielle, som ikke alle og enhver kan få fat i. Der er nogle klostre dernede, hvor man skal være heldig for at få fat i noget øl derfra. Ellers leverer de kun til de lokale, og det er sådan noget, der er sjovt. Den helt vilde drøm er et bryggeri i Canada, der skulle lave noget af verdens bedste øl. Det er et lille bryggeri, som kun leverer til lokalområdet. Det er alle de små ting, der gør det unikt, og som får mig til at tænke: "Kunne jeg få fat i sådan nogle øl og sælge dem, så ville det være verdensklasse". Der ville komme folk fra hele verden til Bornholm for at hente øl.

Brian Kozuch

40 år

Gift til Maja Gren Kozuch. De har to børn, Isabella på 17 år og Rasmus på 7 år

Født og opvokset i Tejn, flyttede til Rønne i 2016

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT