Igrân mera frå di gamle åvizarna

Også i denne uge fortsætter vi med at høste fra de tekster, som vi i regi af Bornholmsk Ordbog har indsamlet fra gamle bornholmske aviser. Og denne gang skal vi faktisk temmelig langt tilbage i tiden, nemlig til begyndelsen af forrige århundrede.

I Bornholms Social-Demokrat (den senere Bornholmeren) finder man 29. maj 1905 og 30. Marts 1907 således de to nedenfor anførte digte, “Liveds Gång” og “En fin viza”. De er begge oprindelig digtede af Gustaf Fröding (1860-1911), men oversatte til bornholmsk af journalisten K. A. Petersen, der også selv har digtet mange bornholmske digte, og hvis datter Elna Schöne var hovedpersonen bag det smukke tidsskrift “Gammalt å Nyt”, hvorfra vi tidligere har bragt adskilligt her på Bâgsian.

Der er faktisk tale om to temmelig tidlige bidrag på bornholmsk dialekt, som går forud for udgivelsen af Espersens store bornholmske ordbog fra 1908.

Digtene gengives med den originale retskrivning, når man ser bort fra ændringen af ‘aa’ til ‘å’ og rettelse af enkelte åbenlyse fejl.

Liveds Gång

Å Hârajn hajn sidder å æder grøna Bær
å tæjnkjer fornøjder: “Ded e godt, detta hær”.
Så kommer der ejn Ræv idå ejn Tornabosk å târ ’ijn
å tæjnkjer fornøjder: “Gosjelou, a jâ hâr ’ijn”,
å sætter saj ner for å spiza,
– ded e Hârans Viza.

Å Mikkjel han slikkar saj glâr om sijn Tud
å går å spasera i Skouana ud.
Så møder hajn ejn Jægara, å Jægarijn hajn knallar ’ejn;
så gloer hajn, så grinar hajn, så vrælar hajn,
så dør hajn, så e’d forbi me hans Kommers,
– ded e Rævens Vers.

Å Jægarijn knejsar å stolteserar saj
å tæjnkjer: “Nu hâr jâ då nogged te maj”.
Men hjemma går hans Kjælijng så fæl i Sjæl å Krop
å dryzzar nogged ræligt i hans gula Kaffekop;
så drikker hajn, så dør hajn udå gjiftig Kaffemorja,
– ded e Jægarens Historja

En fin Viza
De va ejn unger Bonadræjnj, hajn gjek saj ejn Gång
te Kjærkjes en Mârnstujn, hajn sång saj ejn Sång
så glâdelig, så glâdelig.
De va et ræjtit Stâsvær,
hajn hadde nya Klæsklær,
hajn sång saj en Viza: “Hon venter på maj,
min Pibel, hon venter på maj.”

Der gjek saj en Pibel så let som en Vijnn,
hon så te ajle Sier, hon så på ajle Tijnn
så glâdelig, så glâdelig,
men mæst på dæjn Horrijn,
dæjn unga Bonahorrijn,
— på Korsvæjn di mødtes, di stansada å sto,
sto stille å tajde bæjggje to.

“Min Pibel, min Pibel, hva tæjnkjer du på,
kom, lâ vos gå tesammens, lâ vos tesammen gå
så glâdelig, så glâdelig,
— nu kjysser ja dijn søda Mujnn
å louar daj: te sista Stujnn
jâ læuer kuns for daj, jâ tæjnkjer kuns på daj,
jâ tæjnkjer, jâ tæjnkjer kuns på daj.”

Å Piblijn hon flættada sijn Horra ejn Krajns,
så gjekkje di te Kjærkjes, di gjek som te ejn Dajns
så glâdelig, så glâdelig.
“Min Kjærest, min Kjærest,
min søda lijlla Kjærest,
hvor Soln hon då sjenner på maj å på daj,
hvor Soln hon då sjenner på daj!”

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk