Skal være formand for det hele: 'En anerkendelse som gør mig stolt'

Morten Jørgensen er ny formand for Dansk Skoleidræt på landsplan. En opgave han går ydmygt, men også ambitiøst til, for han nægter at gøre noget halvt. Heller ikke selvom han har en arvelig øjensygdom, som gør, at hans syn bliver gradvist dårligere.

Er du født og opvokset her på Bornholm?

– Det er jeg, ja. Jeg har boet i Klemensker i mange år, og så flyttede jeg med min far til Rønne, da jeg var omkring 15. Siden da har jeg boet i Rønne.

Så du har ikke – som mange andre – været væk og læse og så vendt tilbage?

– Nej. Mange af mine klassekammerater fra både folkeskole og gymnasiet gjorde det, men der var nogle private omstændigheder, som gjorde, at det ikke lige var aktuelt for mig. Jeg havde på det tidspunkt en kæreste med et barn, og jeg har også en øjensygdom, som gjorde det svært at flytte væk.

– I år 2000 kom lærerseminariet til Bornholm, og jeg startede der. Så der var ikke rigtig et naturligt tidspunkt, hvor det gav mening at flytte væk. Så på den måde blev jeg hængende – og det har jeg ikke fortrudt.

Så du har heller ikke haft lysten til at bo et andet sted?

– Nej, den udlængsel, som mange unge snakker om i dag, var ikke så udtalt, da jeg var ung. Dengang handlede det primært om uddannelse – sådan oplevede jeg det i hvert fald. Jeg er tryghedsmenneske, og det betød meget for mig at være tæt på min familie. Og så er der selvfølgelig også det med min øjensygdom, som gør, at jeg har haft det bedst i kendte og trygge rammer.

Hvad er det for en øjensygdom, du har?

– Det er ikke noget, jeg har talt så meget om, men jeg har en sygdom, der hedder Retinitis Pigmentosa. Det er en arvelig sygdom, som jeg har haft siden fødslen. Mit syn bliver gradvist dårligere, mit synsfelt bliver mindre – jeg har tunnelsyn og intet nat- eller mørkesyn.

– Det gør jo, at jeg skal indrette min hverdag anderledes, og det har helt sikkert spillet en rolle i mit valg om at blive boende her. Det har været vigtigt for mig at være et sted med trygge og stabile rammer. Sygdommen fylder mere nu, fordi den forværres, og det betyder, at jeg i højere grad bliver nødt til at være åben og ærlig om det. Det øver jeg mig på.

Men du bliver lærer og ansat på Åvangsskolen, hvorefter du engagerer dig i Dansk Skoleidræt. Hvornår startede det?

– Jeg blev spurgt, jeg tror det var i 2005, om jeg ville være med i skoleidræt — stå for nogle aktiviteter og være med til at løfte opgaven på Bornholm. Og det sagde jeg ja til.

– Jeg var med i en længere årrække, hvor Torben Christoffersen var formand. På et tidspunkt ønskede han at trække sig, og så blev opgaven givet videre til os andre. Den mulighed greb jeg, og jeg meldte mig som formand. Jeg havde været næstformand i nogle år, så det var en naturlig udvikling. Men jeg havde også fået mere interesse for den organisatoriske og politiske del af skoleidrætsarbejdet.

Hvorfor sagde du ja i første omgang?

– Jeg er vokset op i en foreningskultur og en familie, hvor det betød noget, at man gik til en fritidsaktivitet og engagerede sig i den lokale forening — man var en del af lokalsamfundet.

– Jeg oplevede, hvor værdifuldt det er at være med i en forening, hvor der både er nogen, der forventer, at man møder op, og hvor man selv har en rolle at udfylde.

Kan du sige lidt om forskelle og ligheder på Dansk Skoleidræt og en mere ”klassisk” idrætsforening?

– Der er bestemt ligheder. Det handler om at bevæge sig og opleve glæden ved det. Det handler også om at mærke, hvad kroppen kan — og nogle gange, hvad den ikke kan. Og så handler det om fællesskab. At være sammen med andre gennem bevægelse er centralt. Der ligger både dannelse og trivsel i det. Det gælder i både foreninger og skoleidræt.

– Men skoleidrætten skal kunne noget, som idrætsklubberne ikke nødvendigvis skal: rumme alle børn. Også dem, der ikke kommer i idrætsklubber, og som måske er usikre. De skal også opleve bevægelsesglæde og mærke, at det er sjovt at være med.

Jeg gætter på, at konkurrenceelementet måske er en forskel. I foreninger bliver det jo ofte et fokuspunkt?

– Du har ret i, at konkurrencen fylder forskelligt. Men mange idrætsforeninger er faktisk rigtig gode til at få plads til alle, også selvom konkurrence er en del af det. Men det er også vigtigt at lære at vinde – og tabe. Det er en del af fair play, som vi arbejder meget med.

– Det handler jo også om at blive lidt bedre i morgen, end man var i går. Det er jo netop noget af det, idrætten kan – man kan hele tiden måle, om man bliver dygtigere, både individuelt og som hold, ved at konkurrere mod andre.

Nu er du så blevet valgt som formand for landsorganisationen. Hvad fik dig til at tænke, at du gerne ville være formand for det hele?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg har arbejdet for skoleidrætten i mange år og synes, vi er lykkedes med mange af de ting, jeg brændte for i starten. Det føles som en naturlig udvikling at tage næste skridt og bidrage på landsplan.

Hvordan adskiller det sig at være formand nationalt i forhold til lokalt?

– Det er en anden opgave, selvfølgelig. Som landsformand skal man forholde sig til 15 kredse. Jeg synes, det er en styrke, at jeg ved, hvad det vil sige at lave skoleidræt lokalt. Jeg har stået for arrangementer og har et godt indblik i det daglige arbejde. Det er vigtigt, at man forstår det fundament, man bygger på.

Hvad med tidsforbruget? Har du overvejet, hvor meget tid det kræver?

– Det har jeg selvfølgelig overvejet. Jeg vil ikke gøre noget halvt – når jeg går ind i noget, vil jeg gøre det ordentligt. Men jeg har været i hovedbestyrelsen de sidste tre år, så jeg har en fornemmelse for arbejdet.

– Jeg har også talt med både min familie og min arbejdsplads. Jeg vil gøre det så godt som muligt, og det kræver, at man bruger den nødvendige tid – især i starten, hvor der er meget nyt, og relationer og netværk skal opbygges.

– Der er også mange nye dagsordener: en ny skoleaftale, trivselskommissionens anbefalinger og en national strategi for bevægelse. De har relevans for skoleidrætten og kommer til at fylde i mit arbejde.

Hvordan føles det helt personligt at blive valgt som formand for en så stor organisation?

– Jeg er meget taknemmelig for den tillid, andre har vist mig. Det er en anerkendelse, som gør mig stolt – at nogen ser en værdi i det, jeg står for. Og så føler jeg også en ydmyghed over for opgaven. Det er en stor rolle, og man skal være parat til at vokse med opgaven. Det er både inspirerende og kræver, at man virkelig gør sig umage.

Der må også være lidt nervøsitet?

– Helt bestemt – men det er en sund nervøsitet. Ligesom når man går på banen i en vigtig kamp. Det er den spænding, der gør, at man yder sit bedste. Det handler om at finde den rette balance og være klar til at tage imod alt det nye, som følger med.

Morten Jørgensen

46 år

Bor i Rønne

Har en kæreste, som han har to børn med

Har to børn derudover

Var formand for Dansk Skoleidræt Bornholm fra 2018 til nu, hvor han er ny formand for Dansk Skoleidræt på landsplan