Lukker butikken i Rønne – 'men jeg er ikke klar til at stoppe'

Lukker butikken i Rønne – 'men jeg er ikke klar til at stoppe'
Hélène Duffau lukker til april sin smykkeforretning på Store Torv. Foto: Joan Øhrstrøm
DAGENS NAVN | ABONNENT | 21. FEB 2024 • 05:30
Af:
Joan Øhrstrøm
DAGENS NAVN | ABONNENT
21. FEB 2024 • 05:30

Til april lukker 70-årige Hélène Duffau sin smykkeforretning på Store Torv i Rønne. Selv efter mange år i branchen glæder hun sig stadig over den glade kontakt med kunderne, så hun er ikke klar til at stoppe helt og fortsætter derfor både med sin webshop og sommerbutik i Svaneke.

Hvad får dig til at lukke din guldsmedeforretning i Rønne og fortsætte i Svaneke?

– Jeg har haft begge butikker i mange år, og derudover har jeg også en webshop. Og jeg har besluttet at trappe ned på grund af min alder. Jeg er lige blevet 70 år, men jeg er ikke klar til at stoppe endnu. Så jeg vil gerne trappe ned på den måde, hvor jeg fortsætter om sommeren med min sommerbutik i Svaneke og med min webshop året rundt, og så har jeg valgt at lukke min butik i Rønne, som kræver, at jeg er her hele tiden. Så det er en måde at trappe ned på.

Hvad fik dig i sin tid til at åbne den i Rønne?

– Det var, fordi det var den største by. Jeg har tidligere haft en butik på Strøget i København i rigtig mange år, men flyttede til Bornholm i 2010. Dengang startede jeg først min sommerbutik i Allinge, og så fik jeg lyst til at åbne en helårsbutik på øen, og jeg synes, det gav sig selv, at det skulle være i Rønne, så jeg åbnede butik på gågaden i Rønne i 2011. Og i 2016 flyttede jeg hertil torvet for at få et bedre og større lokale, ligesom jeg samme år åbnede butik i Svaneke.

Hvad fik dig i sin tid til Bornholm?

– Jeg ville gerne afvikle min butik på strøget i København, fordi jeg synes, det var for stort et arbejde for mig. Og samtidigt mødte jeg en rigtig sød bornholmer. Det var det, der fik mig til at prøve det bornholmske.

Så det var kærligheden, der fik dig til Bornholm?

– Ja, faktisk.

Er du uddannet guldsmed?

– Nej, jeg er ikke guldsmed og fremstiller ikke selv. Men jeg designer selv smykker. Min guldkollektion designer jeg selv og udvælger selv sten osv., og jeg fortsatte med samme koncept her på øen.

– Derudover har jeg en kollektion, som jeg sammensætter fra forskellige ting, jeg finder på messer i forgyldt guld og i sølv i en billigere prisklasse på grund af metalforskellen.

Hvad kendetegner din egen kollektion?

– At den er klassisk med et tvist. Jeg går op i, at det er smykker med rene linjer, som er enkle i udtrykket, og nogle man kan have glæde af i hverdagen, så det ikke kun er smykker, man har liggende i smykkeskrinet til festlige lejligheder. Det er det, jeg prioriterer.

Hvordan vil du se tilbage på din tid som forretningsdrivende her?

– Det har været hyggeligt. Jeg hører mange personlige historier, når jeg sælger smykker. Man får en meget personlig kontakt til sine kunder i sådan et lille samfund, så det synes jeg er hyggeligt. Det synes jeg er meget værd.

Hvad er det bedste ved at drive en smykkeforretning?

– Jeg holder meget af smykker, og selvom jeg har været i branchen i mange år, synes jeg stadigvæk, det er meget spændende at have med at gøre – at designe og finde sten og have kontakt til den branche og komme på messer. Det synes jeg er meget inspirerende.

– Det andet aspekt er kontakten med kunderne og at prøve på at opfylde deres behov og deres drømme og være med til at gøre dem glade. Det er en meget positiv branche. Folk er glade, når de kommer og besøger mig, for de kommer enten for at opfylde et ønske, de selv har eller for at købe en gave til en, de holder af. Så det er fyldt med positivitet og gode vibrationer, når man sælger sine smykker.

Hvordan drømmer du så om, at din fremtid skal se ud?

– Lidt mere stille og rolig, så jeg kan få tid til lidt andre ting end bare at stå i butik og arbejde. Blandt andet til mine børnebørn og at gå ture i naturen. Jeg læser også en del og passer min have. Det er en form for meditation for mig. Det har altid været meget beroligende for mig at passe min have, selvom jeg ikke har særlig meget forstand på det. Men jeg gør det alligevel.

Hélène Duffau

70 år

Uddannet cand. mag i fransk

Bor midt på øen

Gift og har to børn og fire børnebørn

Kommer fra Toulouse i Sydfrankrig



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT