Kjøller fra Midtjylland tager til Bornholm for at udstille

Kjøller fra Midtjylland tager til Bornholm for at udstille
Niels Kjøller har efter mange år med regnskaber og administrativt arbejde kastet sig over at lave brugskunst i træ. Privatfoto
DAGENS NAVN | Mandag 4. august 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | Mandag 4. august 2025 • 05:30

Niels Kjøller blev født i Nexø i 1948 – nu vender han tilbage til Bornholm for at udstille i Galleriet i Snogebæk og i Rådstuen i Sandvig – sammen med hustruen Helga Hallas Bjerg.

Hvor kommer du fra?

– Jeg er født i Nexø i 1948. Min bedstefar, Sinius Vilhelm Kjøller, havde en forretning i Nexø, der hed S.V. Kjøller. Det var et damemagasin, som lå på torvet. Min far, Poul Kjøller, overtog forretningen, men solgte efter relativt få år, og så flyttede vi til Jylland. Køberen var Kaj Jørgensen, der efterfølgende havde forretningen i mange år.

– Min mor, Anne Marie, stammer fra Midtjylland. Hun ville være sygeplejerske, og det eneste sted, hun kunne få en elevplads, var på Aakirkeby Sygehus. Hun arbejdede på Nexø Sygehus under bombardementet, som naturligvis gjorde et stort indtryk på hende. Hun mødte min far til bal på Halleklippen.

– Vi flyttede til Sunds ved Herning, da jeg var fem år. Der voksede jeg op, og jeg tog min studentereksamen på Herning Gymnasium.

 

Hvad har du arbejdet med?

– Jeg uddannede mig til statsautoriseret revisor. Jeg startede eget revisorfirma og fusionerede, så jeg blev en del af Ernest & Young. Senere blev jeg administrativ leder på et bofællesskab for psykisk udviklingshæmmede børn.

Hvordan kom du i gang med at lave brugskunst i træ?

– Da jeg arbejdede i bofællesskabet, havde vi en pedel, der var uddannet møbelsnedker. Han gav mig interessen for at arbejde med træ. Han var en meget dygtig trædrejer. Jeg anskaffede mig en drejebænk og lavede peberkværne, skåle og krus og den slags. Men på et tidspunkt syntes jeg, at alt blev rundt. Det begyndte at kede mig lidt, og jeg tog fat på at arbejde med andre former. Jeg har siden lavet mange skærebrætter, tapasbrætter og peberkværne, som ikke er runde. Jeg laver små æsker af unikke træstykker, blandt andet smykkeæsker.

– Jeg har også lavet rammer i egetræ til en del af Helgas malerier.

– Nu hvor jeg er pensionist, fylder træarbejdet det meste af hverdagen.


Helga Hallas Bjerg har været billedkunstner i 25 år og har udstillet mange steder, nu for første gang på Bornholm. Privatfoto

 

Din hustru, Helga Hallas Bjerg, har været billedkunstner i 25 år – arbejder I side om side?

– Vi flyttede for syv år siden ind i en villa med en stor garage, hvor Helga har fået et atelier i den ene ende, og jeg har fået et værksted i den anden ende. Der har vi slået vores folder siden.

– Helga maler halvabstrakte og abstrakte billeder, som er inspireret af natur og landskaber. Hun har udstillet i snart 20 år i kunstforeninger, offentlige bygninger, rådhuse, sygehuse, uddannelsesinstitutioner med videre, og vi har i mange år solgt rundt omkring på julemarkeder i store dele af Jylland og på Sjælland.

Nu skal I for første gang udstille på Bornholm, og endda to steder – hvordan er det kommet i stand?

– Helga har i mange år haft en drøm om at sælge nogle af sine malerier et sted i sommerlandet. Hun kan bedst lide at male store malerier, men har til udstillingen på Bornholm malet en del mindre billeder – dels fordi de er lettere at få med til Bornholm, og dels fordi de nok er lettere at sælge i sommerlandet.

– Det er et stort spring at skulle udstille på Bornholm, når man bor i Midtjylland. Bare transporten af de ting, vi skal have med på udstillingen, er en større logistisk opgave. Det skal nok gå, og det bliver rigtig hyggeligt.

 

Hvad betyder Bornholm for dig i dag?

– Jeg er igennem alle årene kommet meget på Bornholm, gerne en gang om året. Jeg kommer der helst udenfor turistsæsonen, i maj og september.

– Efter at jeg mødte min nuværende kone, har vi også været der nogle gange. I de seneste år har vi været til Bornholms Kunstrunde for at følge lidt med i kunsthåndværkerlivet på Bornholm.

– Vi har i mange år haft lyst til at flytte til Bornholm. Naturen er fuldstændig enestående, og øen er overskuelig, men om sommeren er der for mange turister, synes vi. Og de mange turister håber vi, at vi nu kan drage lidt nytte af, når vi kommer med vores udstilling.

Hvordan er det at hedde Kjøller i Midtjylland?

– Jeg bliver ofte spurgt, om jeg kommer fra Bornholm. Folk ved godt, at det er et bornholmsk navn.

 

Har du stadig familie på Bornholm?

– Jeg har ikke noget nær familie på Bornholm, som jeg har kontakt med.

– Min storebror Jens, der bor i Nordsjælland, dyrker slægtsforskning og blev for ikke så længe siden kontaktet, fordi vores oldefars gravsten var blevet fundet på Balka i en have under en rododendronbusk. Så den var vi lige ovre at se på.

Niels Kjøller

76 år, bor sammen med Helga Hallas Bjerg i Træden (et ualmindeligt smukt område på den jyske højderyg, fortæller Niels Kjøller).

Udstillinger

Galleriet i Snogebæk 9.-15. august.

Rådstuen i Sandvig 18.-24. august.

Man kan under udstillingerne møde de to kunstnere i galleriet fra om formiddagen til ud på eftermiddagen.


Niels Kjøller fremstiller blandt andet vaser i træ. Privatfoto

Helga Hallas Bjerg udstiller farverige malerier. Privatfoto


Følg debatten på facebook!

BOMBERNE UNDER OVERFLADEN

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

65.000 ton kemiske våben ligger på havbunden ud for Bornholm. Vi kender risikoen – nu skal Danmark og Europa handle.
Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal
NYHED | ABONNENT

Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal

80 år efter Anden Verdenskrig er der fundet kræftfremkaldende stoffer fra eksplosiver i skaldyr og andre dyr i Østersøen ud for Tysklands nordkyst.
FÅ ABONNEMENT