Jordemoder flyttede fra Sjælland til Bornholm: 'Der er en verden til forskel'

Sille Chemnitz er født og opvokset på Bornholm. En årrække på Sjælland fik hende til at løbe efter bussen, men nu er hun tilbage med tid nok og ro til familielivet.

Hvad laver du til daglig?

– Jeg er jordemoder på Bornholms Hospital.

Hvorfor har du valgt at tage den uddannelse?

– Det er en lang historie. Ligesom mange andre piger, legede jeg med dukker som lille. Min veninde og jeg legede ofte jordemoder, og så har jeg egentlig fået forfærdelig mange børn selv siden – eller jeg har bare fået tre, men det er også rigeligt. Jeg har fået dem før, jeg fik en gymnasiel uddannelse, så den har jeg taget som voksen.

– Så tænkte jeg, at det da godt kunne være, at jeg skulle se, om det der jordemoder var noget for mig, for jeg har altid vidst, at jeg skulle arbejde med mennesker, men hvordan og hvorledes, det har ikke altid været helt klart. Men jeg kom ind, så det var super fint, og så kørte bussen ligesom bare.

Har du nogensinde overvejet, om det var det rigtige?

– Ja! Jeg har overvejet 1.000 gange, om det virkelig er det, jeg skal være. Det er et specielt fag. Det er så meget mere end at gå ind og hjælpe et nyt menneske til verden. Man giver rigtig meget af sig selv, når man er jordemoder, og man får adgang til en kvinde og et pres – et liv mange andre ikke får adgang til, og det skal man værne om. Man skal overveje med sig selv, om man kan være i det.

– Og så er der jo også den side af medaljen, at det ikke er altid, det går godt. Det skal man også kunne leve med. Og så skal man heller ikke glemme, at jordemoderuddannelsen er monsterhård at komme igennem.

Hvorfor blev det lige Bornholm?

– Jeg er født og opvokset på Bornholm. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville tilbage til Bornholm, og så var tidspunktet bare rigtigt for os. Vores familie trængte til noget ro og det tænkte vi, at Bornholm kunne give os. Tidligere har vi boet i Greve og Roskilde-området.

Hvordan adskiller fødeafdelingen sig her?

– Der er en verden til forskel. Når man er jordemoder på Bornholm får man lov til at lave de kerneværdier og -opgaver, vi er uddannet til. Man får lov til at passe på familierne og følge dem til dørs, og vi har tid til at kigge dem i øjnene og høre, hvad de har at sige og hvilket behov, de har.

– Vi har et super godt samarbejde i jordemodergruppen og i lægegruppen, og faktisk tværfagligt på hele øen. Så alting bliver tæt og trygt, når man skal starte en familie herovre på en anden måde end på de store steder, hvor man er nødt til at tænke meget mere kassetænkning, og hvor du ikke altid har tid til at kigge de her damer i øjnene.

– Nogle gange bliver du kastet rundt fra forløb til forløb og du har ikke har tid til at afslutte og sige tak for nu – vi ses en anden gang måske. Det er en stor forskel.

Hvad betyder det for dig?

– Det giver mig meget mere tilfredshed jordemoderfagligt, at jeg kan få lov til at arbejde med mennesker på den måde, jeg kan her på Bornholm. Jeg har ikke ondt i maven, når jeg skal på arbejde. Jeg glæder mig til at se de damer, der kommer ind ad døren, og jeg kender 90 procent af dem i forvejen, så for mig har det netop givet den ro, jeg søgte.

– Jeg bliver jo også påvirket af, hvad jeg hører i medierne – der var en grund til, at jeg flyttede hospital. Det var netop på grund af det pres. Det er anderledes herovre, men vi mangler stadig jordemødre, og det er svært at rekruttere.

Hvad er vigtigst for dig på arbejdet?

– Det vigtigste for mig er, at der er plads til at udføre den faglighed, der skal til, for at kvinderne her kan få de bedste forløb, at alle føler sig favnet, og at jeg ikke har ondt i maven, når jeg går hjem.

Hvordan har det været at flytte tilbage til Bornholm?

– Det har været spændende, og det har været godt, men det har også været udfordrende, for man skal lære at blive bornholmer igen. Det er et lille samfund, som fører mange ting med sig, som man ikke skal forholde sig til på den anden side. Man møder Bente nede i Netto, og kører man en tur, så kan man møde de første 10 mennesker, man har haft et eller andet at gøre med.

– Kendtheden herovre er rar og tryg at være i, og så er der et andet drive end på den anden side. Jeg lovede mig selv, at når jeg flyttede til Sjælland, så skulle jeg aldrig være en af de idioter der løber efter toget – for der kommer et nyt om to minutter. Men der gik nøjagtig et år, og så var jeg sådan en idiot, der løb efter toget. Det skaber noget stress i ens krop og i ens nervesystem hele tiden, at man aldrig har tid nok.

– Det oplever jeg ikke herovre. Jeg har tid nok, og jeg skal nok nå de ting, som er vigtige. Og så er der altså en hel time til, at bussen går.

 

Sille Chemnitz

Sille er 31 år, og bor i Rønne med sin mand og sine tre drenge, som hun bruger meget tid sammen med.

Hun er uddannet jordemoder og arbejder på Bornholms Hospital.