'Jeg kan godt lide, når det ikke kun er drenge, der spiller på trommer. Det er bare en sej ting at kunne'

'Jeg kan godt lide, når det ikke kun er drenge, der spiller på trommer. Det er bare en sej ting at kunne'
Coco Lou Westen. Foto: Jacob Jepsen
DAGENS NAVN | RØNNE | Fredag 24. september 2021 • 08:00
Niels Ebdrup
Journalist
DAGENS NAVN | RØNNE | Fredag 24. september 2021 • 08:00

Coco Lou Westen går i anden klasse på Peterskolen i Rønne og har en lille bomuldshund – Vilde Westen.

Hvornår er din hund sødest?

– Det er nok, når den ligger sig på mig – på mit hoved. Eller når den bjæffer, er glad og vifter med halen, lige når man kommer hjem.

Hvad er det bedste ved at gå i skole?

– Det bedste er, at man får nye venner, og at man har et godt fællesskab.

Hvad er det værste ved at gå i skole?

– Det værste er nok, når lærerne ikke kan være lidt søde-agtige. Det er lidt trist.

Hvis du kunne bestemme en regel, som alle i verden skulle følge, hvad skulle den så være?

– Jeg ville sige, at det hele skal være fair, og at ingen skal være dumme mod alle de andre.

Går du til noget?

– Jeg går til Supermax, jeg går til Gospelkids, jeg skal starte til trommer, og så går jeg i kirke.

Hvorfor vil du gå til trommer?

– Fordi jeg godt kan lide, når det ikke kun er drenge, der spiller på trommer. Det er bare en sej ting at kunne som pige.

Du har jo din hund. Men ville du gerne have flere kæledyr?

– Det kunne være sejt at have et Paradis fyldt med dyr: "Dér har man slangerne", "dér har man edderkopperne", "dér har man frøerne". Jeg vil gerne have slanger! Men nok ikke frøer. Og det kunne være dejligt at have en stor edderkop, som jeg ikke var bange for.

Hvad er det bedste, du ved?

– Det er at bare ligge i en seng og se et eller andet, man elsker og spise chips og slik og drikke sodavand.

Er det en fredag aften hjemme hos dig?

– Nej, der ligger man ikke i en seng.

Hvad er det værste, du ved?

– Når jeg har alt for mange ting at tænke på. "Så skal man gøre det og det" og "åh nej, det der skal jeg også gøre". Så bliver man stresset og får ondt i hovedet.

Hvad er dit yndlingssted på Bornholm?

– Hammershus' fængsel. Det er mega sejt, når man tænker på, at der har siddet nogen i fængsel dér.

 


Coco Lou Westen

8 år

Bor i Rønne med sin mor, far og hund. Hendes to større søskende er på efterskole.



FÅ ABONNEMENT