SF's nummer et: Storregion kan blive en mulighed for Bornholm

SF's nummer et: Storregion kan blive en mulighed for Bornholm
Peter Westermann (SF) mener, at lokal repræsentation er vigtig i den nye Region Østdanmark, ikke mindst for Bornholm, hvor der er nogle særlige forhold. Pressefoto: Region Hovedstaden
POLITIK | 18. MAR • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | 18. MAR • 19:00

Peter Westermann er SF's spidskandidat i Region Østdanmark. Han tror på, at partiet kan få valgt Thomas Garfort fra Bornholm, og især i forhold til Bornholm er lokal indsigt vigtig, mener han.

Siden regeringen for et halvt år siden lancerede ideen om at samle Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm i en ny storregion, har det her på øen handlet meget om risikoen for, at der ikke bliver valgt nogen bornholmske politikere til det nye regionsråd. Den bekymring forstår SF's spidskandidat, Peter Westermann, godt, og han mener, det er vigtigt med en bred repræsentation. Samtidig ser han en mulighed for, at sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland kan komme Bornholm til gode.

Det kommende regionsråd får 47 medlemmer, og Region Østdanmark omfatter 46 kommuner. Derfor er Peter Westermann sikker på, at det ikke vil være alle kommuner, der får en lokal kandidat valgt. Selv i det lys har Bornholm så særlige forhold, at det lige præcis her er ekstra vigtigt, at regionsrådet har en lokal indsigt, mener han. I SF har man derfor garanteret Bornholm en top 10-placering på stemmesedlen – som den eneste kommune. Det betyder, at den bornholmske kandidat, Thomas Garfort, som minimum får en niendeplads på listen, som er en prioriteret partiliste, og placeringen kan blive bedre, hvis han får et godt resultat i partiets urafstemning.

– Det giver en god sandsynlighed for en bornholmsk SF'er i regionsrådet, fortæller Peter Westermann.

Gode repræsentanter for alle

Skulle det alligevel gå sådan, at regionsvalget i november ender uden bornholmsk repræsentation, så har SF sikret Bornholm et medlem i SF Østdanmarks bestyrelse, fortæller Peter Westermann, som i det hele taget vil give lokale partifæller mulighed for at komme i dialog med de politikere, som bliver valgt til regionsrådet.

– Jeg vil gøre alt for at skabe en ligeværdig relation, hvor gode partifæller altid vil kunne komme til deres regionsrødder med både bekymringer og gode forslag – og omvendt, selvfølgelig. Uanset hvor vi folkevalgte kommer fra, har vi et ansvar for at være gode repræsentanter for alle borgere. Det gælder særligt i den nye Region Østdanmark, hvor vi i dag er to regioner med meget forskellige forudsætninger, der skal finde en fair måde at fordele ressourcerne på, fortæller han.

Han er sikker på, at politikerne i den nye storregion skal flytte flere af ressourcerne længere væk fra København, blandt andet til Bornholm.

– Det er en bunden opgave, hvis vi skal sikre bedre lighed i sundhed, og det skal vi, fastslår Peter Westermann.

Samme udfordringer som andre

Peter Westermann er i dag medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, og han tror, at der ligger en styrke i, at Bornholm har været flot repræsenteret i hovedstadens regionsråd. I fremtiden bliver det så et fælles ansvar fortsat at sikre gode muligheder for behandling og sundhedstilbud i øvrigt på Bornholm, og SF'eren forestiller sig, at man kommer til at se flere samarbejder som det, der er indgået mellem Bispebjerg Hospital og Bornholms Hospital.

Og så tilbage til den mulighed Peter Westermann ser for Bornholm i den kommende storregion.

– Bornholm har jo været en del af Region Hovedstaden, men kæmper med mange af de samme udfordringer, som er karakteristiske for mange kommuner i Region Sjælland. Jeg tror, at der i sammenlægningen ligger en mulighed for at dele mange gode erfaringer, hvilket også kan komme Bornholm til gode, fortæller han.


Om artiklen

Til november er der valg til Region Østdanmark, hvor vælgerne på Bornholm, Lolland-Falster og Sjælland skal sammensætte et regionsråd med 47 medlemmer.

Der er fra bornholmsk side udtrykt bekymring for, at det kan blive svært at få lokale politikere valgt til det kommende regionsråd.

Tidende spørger derfor en række spidskandidater, hvordan de vil sikre, at Bornholm bliver hørt i den nye storregion, uanset om regionsrådet får bornholmske medlemmer eller ej.

Vi spørger spidskandidaterne fra de partier, som i dag er repræsenteret i Region Hovedstaden og Region Sjælland, og vi bringer umiddelbart artiklerne i den rækkefølge, spidskandidaterne er blevet valgt.

Det har vi spurgt om

• Hvad betyder det for arbejdet i regionsrådet, at alle dele af Region Østdanmark, herunder Bornholm, opnår politisk repræsentation i det kommende regionsråd?

• Hvad kan partierne gøre for at øge chancen for, at alle dele af regionen bliver repræsenteret i regionsrådet?

• Hvordan ser du på de bekymringer, mange på Bornholm har for, at Bornholm bliver glemt, hvis øen ikke har politisk repræsentation i regionsrådet?

• Hvis der ikke bliver valgt en bornholmsk kandidat, uanset partitilhørsforhold, til regionsrådet, hvad vil du så gøre for at sikre, at Bornholm bliver hørt, når rådet træffer beslutninger, der påvirker hele regionen?



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT