– Det er svært at sige, men så mange jeg kan undvære, om det så den enkelte dag er en femkrone eller en 50'er. Når priserne er på himmelflugt, prioriterer man jo at have noget at spise.
Hvorfor stiller du op, når din chance for at blive valgt vel trods alt er ret begrænset?
– Jeg mener, at jeg har noget på hjerte, og jeg mener også, det er vigtigt, at vi unge mennesker får lov til at sige noget og også bliver hørt. Jeg tror også, det er vigtigt at få nogle unge ind i Folketinget. Altså nogle helt unge under 30 år. Skal det være folkets ting, skal det også afspejle befolkningens alder og erhverv. Så der skal være akademikere – men også buschauffører, pædagoger og skolelærere. Det kan godt være, det er ønsketænkning, men det er i hvert fald det, jeg ønsker for folkets ting, så man har nogle medlemmer fra alle faggrupper og ved, hvad man snakker om.
Hvad er det vigtigste nye, du har lært ved at vælge at stille op til Folketinget?
– Det har nok givet mig den læring, at politik ikke altid er helt stuerent. Det er en sund læring, at man ikke skal lade sig manipulere, men stå ved, hvem man selv er og ikke lade sig blive presset ind i en ramme. Hvis du tjekker min politiske profil på Facebook, kan du også se, at jeg er markant anderledes end alle de andre. Jeg har hullede bukser og farver på det hele, jeg gider ikke det der polerede konservative udtryk – nok fordi jeg ser mig som en social-konservativ. Jeg kan også godt se, at meget af det, den røde fløj gør, er godt, det er bare gjort forkert, og pengene er ikke til det, så man er måske nødt til nogle omprioriteringer.