Han elskede at gå en tur i sin skov
Steen F. Hueg har flere gange været udsendt soldat, men mest af alt holdt han af at være hjemme på sin skovbrugsejendom.
Steen Fritz Hueg, Olsker, er død. Han blev 81 år.
Steen Hueg voksede op sammen med tre søskende nord for København. Han gik i skole i Hellerup og på Stenhus Kostskole i Holbæk. Han tog sin realeksamen i Cambridge i England, vendte hjem og tog studenterkursus i København.
Steen Hueg begyndte at læse jura, men fandt ud af, at det ikke var ham. Han fik i stedet en karriere i forsvaret. Under værnepligten i Livgarden var han blandt andet vagt på Amalienborg. Han kom på sergentskole på Kronborg og på officersskole på Frederiksberg Slot.
Steen Hueg kom til Bornholm som ung premierløjtnant i 1967-68, og han arbejdede på Almegårds Kaserne indtil 1980. Derefter havde han forskelligt andet arbejde og underviste blandt andet på VUC (voksenundervisning).
Rundt i verden
Steen Hueg havde dog fortsat kontrakt med forsvaret – som major i reserven, hvilket betød, at han afløste på kasernen og blev udsendt på flere FN- og Nato-missioner.
Steen Hueg var udsendt til Cypern to gange – i 1977 og 1985, han var i Kashmir (Indien-Pakistan) som militær observatør i 1981-82, i Skopje i Makedonien som Nato-observatør i 1996. Den sidste udsendelse var til Kroatien og Montenegro som observatør i 1998-99.
– Han troede på, at hvis man kunne få folk til at enes, ville vi få en bedre verden. Men det kræver også, at vi selv forstår, at der er andre, der er anderledes end os selv. Vores børn har boet de særeste steder og set meget fattige mennesker, når vi rejste med ud på Steens udsendelser, siger Hanne Hueg, der blev gift med Steen Hueg i 1985.
Familiemenneske
Hanne og Steen Hueg bosatte sig på en skovbrugsejendom på Lynggårdsvej i Olsker.
– Han var nok ikke til det vilde "nord for københavnerliv". Det passede ham at være ude i naturen, gå en tur i sin skov, fælde nogle træer og hugge noget brænde, siger Hanne Hueg.
Hun betegner Steen Hueg som et stort familiemenneske, der prioriterede at kunne gå hjemme og passe de to døtre, indtil de som tre-årige kom i børnehave.
– Vi har rejst mange steder i verden, og Steen fulgte meget med i historie og politik. Han var lidt af et omvandrende leksikon.
Den politiske interesse førte til, at han i årene 1986-90 var konservativt medlem af kommunalbestyrelsen i Allinge Gudhjem.
Golfklubben
Steen Hueg var i 1983 med til at stifte Nordbornholms Golfklub, han var med i bestyrelsen, blev også uddannet som golfdommer og brugte i det hele taget mange timer på banen i Rø. Han har også været motionsløber og gennemført et maratonløb.
– Han gik op værtsrollen, når vi havde gæster og lavede mange sjove ting for vennekredsen. Han elskede at arrangere spilledage med boccia, dart med videre, fortæller Hanne Hueg.
Steen Hueg efterlader sig sin hustru, de to døtre, Lif og Vibeke, svigersønnerne Sune og Thor, samt barnebarnet Cora.
Bisættelsen finder sted fredag den 2. juni klokken 13.30 fra Rønne Kapel.
Folkeskolen er det vigtigste


Ejn sæksara
Et sæt bestående af en stor snaps og et lille glas øl. Betegnelsen kommer af, at det kostede seks øre.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration