– Jeg kan godt lide sporten og spændingen ved at sidde og vente på, at man får målet eller situationen, der kan give artiklen noget ekstra. Jeg er altid ekstra glad, når jeg går fra en kamp og har situationen i "kassen", siger han og glæder sig over, at netop den del er blevet lidt nemmere med den digitale fotografering.
Da Danmark vandt EM
En af Ole Mikkelsens bedste oplevelser er dog før digitalkameraets tid, og den involverer Bornholms Tidende.
Fredag den 26. juni spillede det danske fodboldlandshold i Göteborg EM-finale mod Tyskland. Og vandt sensationelt. Dagen efter skulle der i København være stor modtagelse af EM-heltene.
– Tidendes sportsredaktør Kjeld Lundbæk ringede til mig og spurgte, om jeg kunne dække hjemkomsten. Jeg startede i lufthavnen. Jeg havde ikke noget pressekort. Jeg kom bare med mit kamera og sagde, at jeg skulle tage billeder af landsholdet, når de landede. Jeg var ude ved flyveren, da Ricardo og spillerne gik ned ad flytrappen.