Lilly havde altid plads til en ekstra

Lilly havde altid plads til en ekstra
Lilly Sonne Hansen blev 88 år. Privatfoto
27. MAR • 05:30
Holger Larsen
Journalist
27. MAR • 05:30

Lilly Sonne Jensens liv var fyldt med børn.

Lilly Sonne Jensen, Nexø, er død, kort før hun ville være fyldt 89 år.

De var fem søskende i hjemmet på ejendommen i Dalslunde i Østermarie. Lilly var stadig barn, da flyttede familien til Ibsker.

Lilly Sonne Jensen kom ud at tjene på landet. Hun blev som ganske ung gift med Holger Christensen. De to flyttede til Balka, hvor de i løbet af få år fik fem børn. Familien blev hårdt ramt af skæbnen, da Holger Christensen døde, og Lilly som 27-årig blev enke med en stor børneflok, netop som familien havde købt hus i Nexø.

De holdt sammen i hendes familie, og nogle af Lillys søskende flyttede ind hos hende for at hjælpe med børn og økonomi.

Lilly Sonne Jensen mødte efter nogle år sin anden mand, Bent Ole Jensen, og hun fik yderligere seks børn. Hun kom på den måde til at bruge en stor del af sit liv på at passe børn. Da de yngste børn var ved at vokse til, begyndte der at komme børnebørn, og dem tog hun sig gerne af.

Der var hjerterum

Hun havde nok at gøre i hjemmet, hvor der er blevet kogt et stort antal stofbleer. Hun kom aldrig ud på det egentlige arbejdsmarked, men tjente lidt på at hjælpe fiskerne med nogle opgaver.

Der var ikke mange penge i hjemmet, men der var hjerterum, og det var der børnenes kammerater gerne ville være. Der var tit overnattende gæster, og der var altid mad til dem alle.

Bent Ole Jensen arbejdede på isværket på Nexø Havn. Han inviterede ind imellem udenlandske fiskere med hjem til en skive brød og nogle gange også overnatning. Hun har også givet husly til landevejsriddere, hjemløse og børn, der ikke havde noget sted at være for natten.

Da Lilly Sonne Jensen fik mere tid til sige selv, blev hun frivillig i fritidshuset i Nexø og var især aktiv i genbrugsbutikken. Senere blev hun frivillig i Kirkens Korshærs butik, hvor hun var indtil coronaen.

Hun var en samler

Lilly Sonne Jensen boede i de sidste 29 år i Ferskesøstræde. Familien betegner hende som humoristisk, men også som en, der sagde sin mening. Hun havde en relation til mange mennesker, og mange har en historie at fortælle om hende.

Hun var en samler, og hjemmet rummede mange må pynteting som for eksempel glansbilleder og servietter, og hun havde masser af dukker og puslespil.

Lilly Sonne Jensen mistede sin mand, Bent Ole Jensen, for syv år siden, og de to ældste børn er også døde. Hun efterlader sig ni børn, 14 børnebørn og otte oldebørn.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT