Fredag bliver der sat navn på vinderne af årets Kultur- og Idrætspris og Frivillighedspris. Det sker i forbindelse med Frivillig Fredag i Musikhuzet. 19 kandidater er nomineret til de to priser, der går til nogen, der har ydet en særlig indsats inden for kultur, idræt og frivilligt socialt arbejde. Eller faktisk er der 18 kandidater, da Irene Dunker fra Ældre Sagen Bornholm er nomineret til begge priser.
Kultur- og Idrætsprisen er på maksimalt 10.000 kroner, mens Frivillighedsprisen er på 20.000 kroner, hvoraf halvdelen går til en anden fra kandidatlisten efter prismodtagerens eget valg.
Otte kandidater er nomineret til Frivillighedsprisen, som bliver uddelt af Frivillig Forum Bornholm. Det er lokalformand Selina Munch-Petersen fra ADHD-foreningen, Irene Dunker fra Ældre Sagen, formand Lene Kofoed fra 4-Kløver-Klyngen, Ralf Marcoux Skovgaard fra flere foreninger, kredsformand Danny Christensen fra Danske Seniorer, formand Rebecca Marx Bendixen fra Nexø Fritidshus, Helene Rask Grøn fra Rønne Havnebad og Madoasen Rønne.
Som tidligere nævnt er Tobias Brandt Krähmer fra Golden Island Festival, Simon Sandbye fra Sommerliv på Store Torv i Rønne, Jesper Vigel fra flere foreninger i Svaneke, Niels Westh fra Allinge-Sandvig Byforening, Irene Dunker fra Ældre Sagen Bornholm, Tonny Nybirk fra Scala Gudhjem, amatørarkæolog og historisk formidler Klaus Thorsen, Bornholms Musikforening, Inger Toftum Kjersgaard fra Musikhuzet, Claus Clausen fra Viking Atletik og Smasher Cup-holdet fra Aakirkeby Idrætsforening nomineret til Kultur- og Idrætsprisen.