– Men jeg rejste ikke fra Hvidovre Hospital, fordi jeg var ked af at være der. Jeg holdt rigtig meget af det, og det var en dejlig arbejdsplads med gode kollegaer. Det har jeg også fået her.
Du startede den 1. juni 2022 og har altså været i gang i knap et år. Hvordan er det gået, og hvordan er du faldet til?
– Jeg var selvfølgelig spændt. Jeg har ingen familiær relation til Bornholm, men jeg har været på ferie her rigtig mange gange. Så jeg vidste, Bornholm er fantastisk om sommeren, men jeg vidste ikke, hvordan Bornholm var om vinteren. Men det har også sin charme. Jeg kan rigtig godt lide at være i naturen, og ligesom tyskerne mener jeg ikke, der findes dårligt vejr, kun forkert påklædning.
– Og så er jeg begyndt til yoga, når jeg er her, og har fået nogle dejlige relationer til nogle søde kollegaer, jeg drikker kaffe med og strikker med. Jeg har fået en hverdag, også når jeg er her.
– Og så er det vildt luksus, når man er her den uge, så skal jeg kun arbejde og ellers tænke på mig selv. Jeg skal ikke hjem og vaske tøj og gøre hovedrent. Jeg har fået stillet en vagtbolig til rådighed af hospitalet i Rønne.