Finn er nabo til landanlægget: 90 procent af vores snak handler om energiøen

Finn er nabo til landanlægget: 90 procent af vores snak handler om energiøen
Finn Folkjær bor lige op ad Bornholm Museums udgravninger. Foto: Jakob Marschner
DAGENS NAVN | Torsdag 7. november 2024 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
DAGENS NAVN | Torsdag 7. november 2024 • 05:30

For Bornholms Museum blev onsdag en stor dag, hvor museet præsenterede rester af 100 forhistoriske huse ved Energiø Bornholms landanlæg. For Finn Folkjær blev det endnu en dag, hvor gravemaskinerne arbejdede lige ved siden af hans hus, som han endnu ikke ved, hvor længe han kan blive boende i.

Hvad tænker du om de arkæologiske udgravninger, der foregår lige her udenfor dit vindue?

– Det er fint nok, hvis arkæologerne kan få noget ud af det. Når det nu skal være.

– Det er ventetiden, der påvirker os mest herude. Nu er det tre år siden, at vi fik at vide, at der skulle ligge et landanlæg her. Men det er ikke så længe siden, at min nabo og jeg fik at vide, at vores huse vil blive opkøbt, hvis energiøen bliver til noget.

– Men vi ved ikke noget, og man kan jo ikke gå ud og købe et nyt hus, hvis man ikke har nogen penge på lommen.

Hvad er situationen omkring dit hus?

– Der har lige været to ejendomsmæglere for at vurdere husets værdi. De var her sammen med Energinet.

– Prisen er sådan set okay, selvom jeg måske godt kunne have fået lidt mere for det. Hvis jeg skulle sælge det på almindelige vilkår, ville jeg male det og sætte de seks nye vinduer i, som jeg har stående. Men det gider man jo ikke nu.

– Men huset er mere værd for mig at bo i end den pris, som jeg kan få for det nu.

Er det også din jord, der bliver gravet i nu?

– Nej. Jorden her har hørt til min ejendom en gang, men Lille Bakkegård købte jorden op for mange år siden. Så jeg har kun de her 1.400 kvadratmeter nu.

Hvordan er din familie på påvirket af situationen?

– Jeg har unger på den anden side af vandet. De kommer hjem til jul, fordi de mener, at det måske er sidste gang, at de kan holde jul herude. Energinet sagde godt nok i går, at vi måske kan regne med at få én jul mere ud over den her.

– De sagde også, at de ikke skal begynde at bygge før i 2026. Men det første de skal bygge bliver en stor vej til at få det hele herud på.

Hvad har situationen omkring landanlægget gjort ved jeres område herude?

– Vi har et rigtig godt naboskab, og vi laver vejfester langt ud i periferien hefra. Men nu handler al vores snak om Energinet, Energinet, Energinet.

– Min kone sidder nogle gange og græder sammen med nabokonerne, og nu handler 90 procent af vores snak vel om energiøen og hvad vi skal gøre.

– Der er også nogle, der ikke får deres huse købt op. Så for dem er der også uvisheden omkring, hvor meget det kommer til at svine og støje. Det er træls at skulle sidde og snakke om.

Hvad planlægger du at gøre, når I skal væk herfra?

– Det ved jeg ikke, og det er også svært at tage stillingen til så længe det er uvist.

– Jeg ville helst blive her og hygge mig her, hvor jeg går og laver biler og motorcykler. Men jeg flytter måske lidt tættere på Rønne.

Finn Folkjær

67 år, nabo til Energiø Bornholms landanlæg

Pensionist

Uddannet smed

Tidligere ansat på Ole Almeborg A/S og Jensen Denmark

Født i Svaneke, opvokset i Knudsker



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT