Niels Koefoed-Holm blev som ung medlem af Venstres Ungdom.
Han kom fra landet, og for ham var det naturligt, at Venstre var hans ståsted, og det var på den tid lige så naturligt at melde sig ind i en politisk forening som i en fodboldklub.
Da han flyttede til Nyker, blev han medlem af Nyker Venstre. Han blev formand for partiforeningen i 1984 og var formand i de næste 37 år. Fra 1991 frem til 2021 var han formand for Venstre Vestbornholm, som var en sammenslutning af de fire foreninger i den tidligere Hasle Kommune.
Da medlemstallene i de politiske partier fortsatte med at styrtdykke, fusionerede Venstre Vestbornholm i 2021 med Venstre Rønne og blev til det nye Venstre Vestbornholm. Niels Koefoed-Holm blev næstformand i den nye forening, indtil han trådte ud af bestyrelsen.