Og da Tidende møder op, for lige at høre lidt om jubilæet, siger hun, at det er da helt i orden – hvis hun må arbejde videre imens. Og det gør hun så her på førstesalen i ejendommen på Store Torv, hvor hun og en lille håndfuld andre medarbejdere håndterer diverse bøger, som skal ud af huset via internethandel eller ned i butikken på stueplan.
Hun er født og opvokset i Rødovre uden for København, men mødte i 1980 en bornholmsk mand, og så var kursen sat mod det østligste Danmark.
Da var hun blot 16 år og gik i 9. klasse, men havde allerede i et år boet hos sin søster og på den måde var første skridt ud af barndomshjemmet allerede taget.
Her på Bornholm kom hun, efter at hun først havde "arbejdet i huset", som det kaldtes, på det, der dengang hed EFG, altså Erhvervsfaglige Grunduddannelser, som var et alternativ til mesterlæren.
– Og så søgte de en elev her, siger hun.