Dronning Margrethe abdicerer

Dronning Margrethe abdicerer
Dronningen besøgte blandt andet Bornholm i 2017, hvor hun var i Nexø for at se Den Danske Keramikfabrik. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | 31. DEC 2023 • 18:16
Af:
Ritzau
NYHED
31. DEC 2023 • 18:16

Dronning Margrethe har fået 52 år som Danmarks dronning og overlader tronen til sin ældste søn til januar. 

Dronning Margrethe træder tilbage som Danmarks regent 14. januar 2024, siger hun i sin nytårstale.

– Jeg overlader tronen til min søn kronprins Frederik, siger dronningen.

Dermed har hun haft 52 år som statsoverhoved for Danmark.

Dronningen blev i løbet af 2023 opereret i ryggen, og det gav anledning til at overveje, om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til næste generation.

– I februar i år gennemgik jeg en omfattende rygoperation. Den forløb godt, takket være det dygtige sundhedspersonale, der tog sig af mig.

– Operationen gav naturligvis også anledning til at gøre sig tanker om fremtiden – om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til den næste generation.

– Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 – 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far – vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning.

– Jeg overlader tronen til min søn Kronprins Frederik, siger dronning Margrethe.

Dronningen takker herefter for den "overvældende varme og støtte", som hun har modtaget gennem årene.

Hun sender herunder en tak til de skiftende regeringer, "som det altid har været givende at arbejde sammen med, og til Folketinget, som altid har mødt mig med tillid".

– Den støtte og bistand, som jeg har modtaget gennem årene, har været afgørende for, at jeg har kunnet løfte min opgave.

– Det er mit håb, at det nye kongepar vil blive mødt med den samme tillid og hengivenhed, som er blevet mig til del, siger dronningen.

Dronning Margrethe er 83 år. Hun blev dronning som 31-årig, da hendes far, Frederik 9., døde i 1972.

Når hun trækker sig, bliver 55-årige kronprins Frederik konge, og hans hustru, kronprinsesse Mary, får titel af dronning.

Sidste gang en tilsvarende stor nyhed blev leveret af dronningen i hendes nytårstale var i 2015, da meddelte, at prins Henrik ville trække fra sine offentlige pligter og lade sig pensionere.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT