Dødsfald: Busse-Lis kørte skolebussen i Knudsker
Lis Frederiksson, der i mange år drev vognmandsfirma sammen med sin mand, er død, 86 år.
Lis Frederiksson, Rønne, er død. Hun blev 86 år.
Lis Frederiksson blev født den 28. maj 1936 i Aakirkeby og døbt Anna Lis Madsen. Da hendes mor ikke havde plads til at opfostre hende, voksede hun op hos sin mormor og morfar, sammen med tre mostre og tre onkler (morbrødre), på ejendommen Birkely i Egeby. Her var der hverken indlagt vand eller el.
Lis Frederiksson kom efter sin konfirmation ud at tjene som "paja" på Østre Skovgård, kun 100 meter fra Birkely. Det var her, Lis mødte Arne Frederiksson, der var karl på gården.
De blev forlovet på Lis’ 16 års fødselsdag og gift den 27. november 1954 i Aa Kirke med kongebrev, da Lis kun var 18 år.
På keramikfabrik
Lis og Arne Frederiksson købte huset "Lillan" på Almindingsvej 58 i Rønne. Lis fik job på keramikfabrikken Søholm, hvor hun sprøjtede keramik, senere flyttede hun til en anden keramikfabrik i Rønne, Johgus, hvor hun pudsede og sprøjtede keramik.
Lis og Arne Frederiksson fik to børn, i 1956 datteren Lynette og i 1960 sønnen Frankie.
Familien flyttede i 1961 ind i et nybygget hus på Almindingsvej 66 i Rønne. Her startede de en vognmandsforretning med en bus og fem taxaer. Lis passede telefonen, mens Arne og de ansatte chauffører kørte taxa og bus. De flyttede senere ind i et andet nybygget hus i Rønne, på Sigynsvej.
Da Lis Frederiksson blev 40 år, tog hun buskørekort, og hun kørte derefter især med skolebørn til Knudsker Skole, men også fra Østre Skole til Søndermarksskolens svømmesal. Lis fik kælenavnet "Busse-Lis", og hendes knudskerbørn fik en særlig plads i hendes hjerte og har gennem livet givet mange glæder. Mange har husket og hilst på hende mange år efter.
Lis Frederiksson gik på pension som 62-årig, da hendes arm var slidt af at skifte gear på de gamle busser.
Fødselsdagskort med digt
I 2019 havde Lis og Arne Frederiksson den glæde at fejre krondiamantbryllup, hvor den nærmeste familie var samlet. I familien har man aldrig været i tvivl om, at man var elsket, og at de alle var med i hendes aftenbøn.
Lis Frederiksson elskede fest, sange og taler, som hele familien har nydt godt af, og alle fødselsdagskort har altid haft et digt med på vejen – dem der blev reciteret på Birkely, eller lært i skolen og under hendes opvækst, ved petroleumslampens skær.
Lis Frederiksson blev som pensionist en vellidt frivillig i IM Genbrug på Haslevej i Rønne.
Lis Frederiksson sov stille ind i sit hjem og efterlader sig ægtemanden, en datter med forlovede, en søn og svigerdatter, fire børnebørn, fire oldebørn og seks halvsøskende.


NYT JOB
MEST LÆSTE
Dagens billede: Ny bison i Almindingen


Synsrân
Et godt bornholmsk ord for horisont.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration