Det bedste er at give gæsterne et minde for livet ude på havet
Haakon Bertelsen stiftede sidste år Bornholms Bådfart og sejler nu både turister og – rigtig gerne! – bornholmere ud, hvor de kan opleve øen fra havsiden fra en elektrisk og lydløs båd.
Hvor længe har Bornholms Bådfart eksisteret, og hvad er din rolle?
– Jeg stiftede selskabet i 2022, men allerede året før blev den første båd indkøbt og ombygget til elektrisk drift med støtte fra LAG-Bornholm. En lille chalup fra korvetten Olfert Fischer. Støtten fra LAG Bornholm var afgørende for etableringen af Bornholms Bådfart. Uden LAG var projektet blevet til en jysk fjordbåd.
Hvad er baggrunden for firmaet, og hvad er det, I tilbyder?
– Bornholms Bådfart tilbyder kystture med elektriske både på Bornholm. Vi har daglige afgange fra Svaneke og Hammerhavnen. Produkterne er mange, fra korte til længere ture, med og uden guidning, samt solnedgangsture og ture med spisning. Ligeledes kan vores både lejes til bryllupper, firmafester med videre.
– Selskaberne bag Bornholms bådfart ønsker at skabe en forretning, hvor vi, sammen med nye partnere, etablerer kyst-, fjord- og sø-sejlads med elektriske både under vores forretningsmodel.
– Vi opkøber gamle glasfiberbåde og totalrenoverer dem. Dieselmotoren udskiftes med en ny elmotor, det vil sige, at den gamle skrottes. Derefter sættes de i drift, fortrinsvis i Danmark og de skandinaviske lande. Vi har flere gamle både under renovering, herunder en chalup mere. Produktion af glasfiber og aluminium er noget af det mest forurenende på verdensplan. Ét ton glasfiber udleder to ton CO2. Ét ton aluminium udleder otte ton CO2. Forbrænding af diesel udleder 2,7 ton CO2 for hvert ton diesel, der forbruges.
– Vi har indgået aftaler med værfter om bygning af nye bæredygtige både, der bygges i genbrugsplast, herunder levering af elektriske tur- og udlejningsdele samt både til privat brug. Vores virksomhed har for nuværende forhandleraftaler med otte af de vigtigste producenter af elektriske både, så vi dækker alt fra små elektriske joller til de større turbåde med plads til 12 personer og dertil både til privat brug med plads til op til 25 personer. Vi bygger nyt, fordi der ikke er tilstrækkeligt med brugbare brugte både, der kan rumme en stor batteribank.
Hvor er du født og opvokset?
– Det er jeg i Tofte, der ligger syd for Hasle.
Hvordan er du blevet en del af Bornholms Bådfart?
– Jeg stiftede selskabet, fordi jeg elsker at sejle med turister og drive forretning. At sejle er at leve, er det blevet sagt, og for mig har det altid været sådan.
Hvor mange arbejder i Bornholms Bådfart?
– Over sæsonen forventer vi at ansætte seks-otte medarbejdere. Derefter holder vi på en-to medarbejdere hen over vinteren.
Hvilken type turister har I med på jeres ture, og hvordan er deres reaktion, når de sejler med jer?
– Faktisk har Bornholms Bådfart et særligt fokusområde, nemlig at målrette produkter til bornholmere, fordi mange ikke har oplevet øen fra sø siden. Gæsterne består som oftest af børnefamilier og pensionister.
– Vores gæster, lokale og turister, er generelt begejstrede over stilheden, som betyder, at man kan tale sammen under turen uden støj og uden røg fra motorer. Dermed får man en oplevelse sammen som familie, og dernæst er det havets brusen og fuglenes kvidren de bemærker. Alkens vingeslag, når den letter fra fjeldet og flyver ned over båden. Bornholm er natur og stilhed – nu også til vands.
Hvad er det bedste ved at sejle ud og vise Bornholm frem fra vandsiden?
– Helt klart det sociale. At tale med og hygge sig med turister og bornholmere på et sted, hvor man sammen og på nært hold oplever Bornholms storslåede natur. Og dermed at kunne give gæsterne en oplevelse og et minde for livet.
Haakon Bertelsen
Er 60 år.
Bor på Amager sammen med sine børn, der begge går i gymnasiet,og i sit sommerhus i Tofte, hvor han er opvokset.
Også i sin fritid sejler han gerne med turbåde, men nyder dertil ind imellem at tage på skydebanen eller eventuelt at tage på fisketur.
Om vinteren går han til madlavning med sin søn.
Folkeskolen er det vigtigste

NYT JOB
MEST LÆSTE
Naturen og dem, der gør noget

Ejn sæksara
Et sæt bestående af en stor snaps og et lille glas øl. Betegnelsen kommer af, at det kostede seks øre.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration