– Det var en utroligt spændende tid, da jeg kom i praktik på TV 2/Bornholm i 1994. Samfundet var i en kæmpe krise. Der var de fem kommuner og amtet, og der var politisk fnidder. Det var meget spændende, men også en anden tid, som kan være svær at forstå i dag. De første år herovre dækkede jeg alle kommunalbestyrelsesmøder og amtsrådsmøder, så det var seks møder om måneden.
– Det var også spændende at følge med i processen, som førte frem tll kommunesammenlægningen i 2003. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg sammen med Bornholms Tidendes politiske journalist, senere chefredaktør, Dan Qvitzau, var med til at beskrive de udfordringer, der var på Bornholm, og på den måde var med til at gøde jorden for kommunesammenlægningen.
– Jeg gik ikke selv ned og stemte, for det syntes jeg ikke, at jeg kunne tillade mig som politisk journalist.
Har du så heller ikke stemt til kommunalvalg og folketingsvalg?
– Nej. Jeg har ikke stemt i alle årene før nu. Det var sådan lidt religion for mig. Mine kolleger har også grinet lidt af mig. Jeg ville ikke have, at folk skulle sige, at jeg kun lavede en historie, fordi jeg holdt med et bestemt parti. Jeg er nok lidt af den gamle skole. Jeg synes, at vores opgave er at prøve at fortælle folk, hvad der foregår på godt og ondt og give dem den viden, der er nødvendig for, at de selv kan vurdere, hvem de vil stemme på.