– Jeg fik job en dag efter, jeg blev færdiguddannet, og de kæmper for at holde fast på det job, de havde som praktikanter, for hvis de mister det, er der ikke så mange muligheder. Det er et helt andet liv, jeg giver mine børn end det, jeg selv oplevede. Der er også en lighed, ikke mellem Danmark og Brasilien, men Bornholm og Brasilien. Folk her er glade, især om sommeren. Vi har selvfølgelig nogle, som viser sig igen og igen på sociale medier, hvor de brokker sig, men generelt har Bornholm en glad aura. Jeg føler virkelig, at folk her nyder livet som en brasilianer. Der er også en økultur som på Grønland, så det er en fantastisk blanding til min familie.
Hvad betyder Brasilien for dig i dag?
– Det er der, hele min familie bor, bortset fra min lillesøster. Hun er flyttet til Bornholm og uddanner sig til sosu-assistent. Men mine bedsteforældre, forældre og resten af familien er i Brasilien. Jeg snakker portugisisk med mine børn. Jeg er bornholmer i hjertet, men jeg er brasilianer. Det er ikke modsætninger, synes jeg. Det er en sjov konstellation.
Hvem holder du med i fodbold?
– Jeg var meget stor fan af fodbold, da jeg boede i Brasilien. Det er alle, og i hvert frikvarter spillede vi fodbold, men siden jeg flyttede til Europa for 10 år siden, har jeg mistet den kontakt til fodbold, så det er faktisk kun, når der er EM og VM. Så holder jeg med Danmark, så længe Danmark er med, men ellers Brasilien til det sidste.