En dygtig formand med flid, overblik og en god portion humor

En dygtig formand med flid, overblik og en god portion humor
Ingolf Lund-Holm var altid klar med en munter anekdote på generalforsamlingerne, skriver Brian B. Mikkelsen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
MINDEORD | Fredag 30. august 2024 • 19:00
Af:
Redaktionen
MINDEORD | Fredag 30. august 2024 • 19:00

Vores tidligere bestyrelsesformand i RVV a.m.b.a. Ingolf Lind-Holm er død.

Bestyrelsesformand i RVV amba, Brian B. Mikkelsen, skriver mindeord om selskabets tidligere bestyrelsesformand, Ingolf Lind-Holm:

Ingolf Lind-Holm blev bestyrelsesformand for RVV a.m.b.a. i 2003 og fratrådte bestyrelsen i 2023.

Ingolf havde en indgående forståelse af bestyrelsesarbejdet via hans mange bestyrelsesposter. Dette kombineret med en flot erhvervskarriere fra det bornholmske selskab Poul Larsen A/S gjorde ham særdeles velegnet til at være formand. RVV havde behov for en dygtig formand, der med flid, overblik og en god portion humor, kunne stå i spidsen for selskabet.

I 2003 og i årene efter var der en del turbulens om RVV. Priserne var høje, gælden var meget høj, cirka 500 millioner kroner, og der var utilfredshed på generalforsamlingerne. Med saglighed, åbenhed og god information, lykkedes det at føre RVV godt gennem en meget udfordrende periode.

Ingolf var altid på andelshavernes side, han var garant for det snusfornuftige købmandskab. Et nyt tiltag blev altid målt på, om den gav billigere vand og varme til andelshaverne, og i øvrigt opfyldte kravene til kvalitet og en sikker grøn forsyning.

Ved godt købmandskab og kyndig ledelse, er det under Ingolf Lind-Holms ledelse lykkedes at skabe stabilitet i selskabet og at nedbringe gælden markant, samtidig med at priserne nærmer sig landsgennemsnittet.

Med tanke på selskabets gode stand, følte Ingolf i 2022, at tiden var inde til at overlade formandskabet til nye kræfter. Ingolfs grundprincipper er viderebragt i selskabet, og han vil for altid fremstå, som en meget vigtig del af RVV’s historie.

Ingolf er desværre ikke mere blandt os. Han vil blive savnet i dagligdagen og på generalforsamlingerne, hvor en munter anekdote eller to kunne sætte de ellers alvorlige sager i perspektiv.

På RVV a.m.b.a. vegne

Ære være Ingolfs minde

FÅ ABONNEMENT