Normalt får fødselarer gaver, men da Orla Sonne i Aakirkeby for nylig fyldte 80 år, benyttede han lejligheden til at give i stedet for at modtage. Konkret opfordrede den runde fødselar sine gæster til at donere de penge til Kræftens Bekæmpelse, som de ellers ville have brugt på en gave.
Det resulterede i en donation på 7.000 kroner, fortæller formand Gitte Goldschmidt, som i denne uge modtog donationen sammen med kasserer Lis Jørgensen.
Orla Sonne blev født den 16. august 1944 i Aakirkeby. Han kom i lære i den lokale brugs, og senere blev han uddeler i først Poulsker og siden Aarsballe. Hans hjem i Aakirkeby er præget af hans interesser. En væg er dekoreret med jagttrofæer, og en reol er fyldt med sølvpokaler, han har vundet som opdrætter og udstiller af duer.
Han har kæmpet mod kræft flere gange, men er i dag rask, og hans ønske om at give noget tilbage udsprang af den fremragende behandling og venlighed, han modtog under sin sygdom.