– Selvfølgelig kigger man på landbruget, for det er der, problemerne er. Man anerkender problemerne, men dialogen er god. Man arbejder for forskellige ting. DN for naturen og Landbrug & Fødevarer for landbruget, men der er hul igennem, og det glæder mig. Alle omkring bordet er enige om, at vi skal udvikle et bæredygtigt landbrug, hvor vi slipper for de store omkostninger i forhold til miljø, klima og natur. Den dagsorden er vi faktisk fælles om, og det skyldes blandt andet, at der er en fornuftig dialog, siger Michael Stoltze.
Spændende debat
Nutidens dialog adskiller sig fra situationen i 2017, hvor Michael Stoltze oplevede, at den var helt fraværende. Det var derfor, han skrev kronikken, men det er blevet langt bedre, og derfor er han faktisk rimelig optimistisk, når det gælder at finde en model for klimaafgifter.
– Der er måske nogle hidsige diskussioner en gang imellem, men der er samling på tropperne. Vi vil gerne gå langt og udvikle det her, og det vil landbruget også. Jeg mener også, og det skal man finde ud af ved forhandling, at det vil være en fordel for dansk landbrug at udvikle nogle mere bæredygtige metoder, som man kan eksportere og sælge produkter på. Det handler det også om. Det er svært, det tror jeg, alle er enige om, men jeg synes, det er godt, siger han.
I debatten på X, hvor Michael Stoltzes syv år gamle kronik pludselig dukkede op, bliver Danmarks Naturfredningsforenings pressechef beskyldt for umotiveret angreb på og tilsvining af landbruget med hele og halve usandheder. Da Tidende taler med Michael Stoltze, slår han fast, at ingen i DN ønsker at nedlægge landbruget. Det er der andre, der siger, de vil, men det er en fjollet dagsorden, lyder det fra den bornholmske biolog.