Kunne ikke følge med: Nu udvider bager

Kunne ikke følge med: Nu udvider bager
Magnus Pomykala Hedemann driver sammen med sin kæreste, Fanny Siff Pedersen, Brødre Bageri, idet hun er søster til ejeren, Bertram No Pedersen. Arkivfoto: Anette Vestergaard
ERHVERV | Fredag 17. oktober 2025 • 05:30
ERHVERV | Fredag 17. oktober 2025 • 05:30

LAG Bornholm har for nylig støttet Bageriet Brødre i Tejn med 76.960 kroner til en ny, større og bedre pizzaovn, som også giver håb om en længere sæson, hvis den kombineres med en gårdhave med varmelamper.

Bageriet Brødre, som åbnede i Tejn i 2021, ejes i dag af Bertram No Pedersen alene, idet hans søster og svoger, Fanny Siff Pedersen og Magnus Pomykala Hedemann, driver det.

Ved den seneste uddeling af LAG Bornholm-midler modtog bageriet 76.960 kroner, som skal gå til "ny pizzaovn og helårssatsning på nordlandet", som foreningen, der gennem lokalt forankrede projekter vil bidrage til udviklingen af landdistrikterne på Bornholm, formulerede det.

Bageriet gør sig også i pizzaer, hvilket ikke mindst om sommeren bidrager til omsætningen, fortæller Magnus Pomykala Hedemann til Tidende.

– Vi søgte om hjælp til at købe en større pizzaovn, fordi vi om sommeren rent faktisk har for lidt kapacitet i forhold til den efterspørgsel, vi har, siger han.

– Vi kan simpelthen ikke nå at lave nok pizza.

Hvor mange kan den ovn, I har nu, rumme ad gangen?

– Den kan have 16 ad gangen.

Det lyder ellers umiddelbart af meget?

– Ja, men den, vi køber nu, kan have det dobbelte, altså 32.

Der er simpelthen godt gang i den hos jer om sommeren?

– Ja, og der har været mere gang i den, end vi har kunnet følge med, siger Magnus Pomykala Hedemann.

– Så det er det, der er planen – at vi kan få endnu bedre omsætning om sommeren. Og når det kommer til helårssatsning, så går det ud på, at hvis vi tjener endnu flere penge i højsæsonen, så gør det lidt mindre ondt, hvis vi holder åbent uden for sæsonen, og der er nogle dage, hvor det ikke løber rundt, men går lidt i underskud.

– Det er simpelthen vores erfaring, at vi ikke nødvendigvis kan tjene penge uden for sæsonen, og det er så en del af baggrunden for det her. Ligesom vi håber på at kunne lave lidt flere kurser uden for sæsonen. Det kunne være pizzakurser, surdejskurser og den slags.


Brødre Bageri har ligget i Tejn siden 2021. Arkivfoto: Katrine Westh Sørensen

Flere pladser

Hvor folk kan betale for at komme på et kursus og lære noget om brød, bagning, madlavning og så videre?

– Ja, og det vil vi også i højere grad kunne med den nye ovn, for den, vi har nu, er meget gammel, og den er ret svær at betjene, hvis man ikke kender den godt.

Men det skulle altså gerne blive bedre med den nyindkøbte Pizzamaster, som blot ikke er ankommet endnu, og som Magnus Pomykala Hedemann bedyrer, at der skam er plads til i det lokale, den skal stå i, selv om den i sagens natur er større end den gamle ovn.

Bageriet Brødre, som altså åbnede i 2021, holder ikke åbent hen over hele året.

– Som det er nu, holder vi lukket fra på søndag og ind til påsken næste år. Muligvis med åbent i vinterferien med fastelavnsboller og den slags, men det ved vi ikke helt endnu, siger han.

– Sidste år holdt vi åbent i længere tid, men det kunne simpelthen ikke løbe rundt, det kostede os penge at åbne, så det gør vi jo ikke.

Men I håber altså, at I til næste sæson med den store pizzaovn simpelthen vil kunne generere noget mere omsætning, og så vil I vurdere, om det betyder, at I kan holde mere åbent i vinterhalvåret?

– Ja, altså pizzaovnen er bare en del af en større renovation. Vi skal også lave flere og nye siddepladser. Om sommeren kan vi have rigtig mange udenfor, men når så det bliver koldt, har vi ret begrænsede indendørs siddepladser.

– Jeg tror, vi nu har en 18-20 pladser, så vi vil prøve at gøre det på en lidt smartere måde, så vi får nogle flere. Og så håber vi på at kunne lave en gårdhave med nogle varmelamper, hvor man også kan sidde. Sådan en dag, hvor det ikke er bidende koldt, tænker jeg godt, det ville kunne lade sig gøre, så vi måske på den måde kan forlænge sæsonen, siger Magnus Pomykala Hedemann.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT