Fra EU-Kommissionens side er der lagt op til et totalt stop for rekreativt fiskeri efter laks i den sydlige del af Østersøen fra 2025. Formålet er at beskytte laks fra særligt sårbare laksestammer i en række elve. I Danmarks Sportsfiskerforbund mener man, at forbuddet er ude af proportioner, og man vil sammen med det tyske, svenske og finske sportsfiskerforbund arbejde for, at trollingfiskeri i Østersøen kan fortsætte.
Baggrunden for forslaget er rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd, Ices, som fortæller, at laksenes reproduktionsrater er faldet i de seneste år. Derudover anslår rådet, at dødeligheden efter udsætning af vilde laks i rekreativt trollingfiskeri efter opdrættet laks er 25 procent, hvilket resulterer i cirka 2.000 døde vildlaks. Derfor mener EU-Kommissionen, at ministerrådet bør tilpasse fiskerimulighederne, navnlig ved at forbyde rekreativt fiskeri efter opdrættede laks, da det uvilkårligt forårsager vildlaks' død.
Biolog Kaare Manniche Ebert i Danmarks Sportsfiskerforbund mener, at et generelt forbud mod rekreativt laksefiskeri i Østersøen er helt ude af proportioner. I stedet bør man arbejde mere målrettet med at forbedre naturgrundlaget i de elve, hvor laksen er presset, og andre presfaktorer. Samtidig henviser han til tidligere beregninger, der viser, at trollingfiskerne fra en lang række lande med de gældende regler er årsag til, at kun 40 laks fra de sårbare bestande dør.
– Der er simpelthen tale om alt for streng forvaltningspraksis, der risikerer at lukke trollingfiskeriet efter laks i mange, mange år fremover, siger Kaare Manniche Ebert på Danmarks Sportsfiskerforbunds hjemmeside.