Prisen for at få hentet affald falder for de fleste - men for nogle stiger den markant

Prisen for at få hentet affald falder for de fleste - men for nogle stiger den markant
Arkivfoto: Jacob Jepsen
MILJØ | Tirsdag 12. november 2024 • 19:00
MILJØ | Tirsdag 12. november 2024 • 19:00

Godt 80 procent af bornholmerne kan se frem mod en lidt billigere affaldstakst næste år, men for nogle og særligt sommerhusejerne bliver taksten en del dyrere.


Affaldstaksterne har tidligere været et heftigt debatteret emne, og efter det nye budget blev vedtaget tidligere på året, og dermed også taksterne for 2025, er debatten så småt dukket op igen.

For i det nye takstblad for 2025 kan man blandt andet se, at sommerhusejerne må se frem til en væsentlig stigning i den årlige affaldsudgift, hvilket har kastet flere undrende henvendelser af sig. Af takstbladet fremgår det nemlig, at sommerhusejere, der tidligere var en del af ordningen om ugetømning, næste år skal betale 800 kroner mere end i år. Og for de valgmuligheder, der inkluderer sommerhuse, som tidligere havde 14-dages tømning, og sommerhusblokke med ugetømning, er stigningen oppe på godt 1.300 kroner.

Kigger man derimod på helårshusene, så falder prisen faktisk 254 kroner for dem, der i den gamle ordning havde ugetømning. I runde tal gælder det 80 procent af bornholmerne, mens de der tidligere havde 14-dages tømning må æde en prisforhøjelse på små 1.200 kroner.

Færre valgmuligheder


Men hvorfor er der så stor forskel på, hvordan affaldstaksterne ændrer sig næste år?

Ifølge Bofa-direktør Jens Hjul-Nielsen skal en stor del af forklaringen findes i, at der med den nye affaldsordning ikke er mulighed for at tilbyde de samme tilvalgsmuligheder som ved den tidligere ordning.

– Der er ikke længere et tilbud om halv drift, fordi det ville betyde, at man med det nye system kun skulle have hentet mad- og restaffald en gang om måneden, og det kan vi ikke stå hygiejnisk inde for.

– Hvis man halverede det tilbud, som almindelige borgere har nu, var det jo det, der ville blive konsekvensen, og vi kan ikke lave et tilbud, vi ikke kan stå inde for hygiejnisk, siger Jens Hjul-Nielsen.

I praksis betyder det, at alle med helårshuse næste år skal betale 4.501 kroner i affaldsafgift, mens alle sommerhusejere skal betale 4.147 kroner. Uanset hvilken type sommerhus eller helårshus, man har.


– For sommerhuse indregner vi, hvad det koster at anlægge miljø’er, at få tømt og så videre. Det regner vi ud og dividerer med det antal sommerhus, der er. Der er selvfølgelig lidt flere mellemregninger, men det er princippet bag. Og samme princip gælder for helårshusene, fortæller Bofa-direktøren.

Han tilføjer, at hver ordning og tilhørende takst hviler i sig, hvilket vil sige, at de hverken giver overskud eller underskud.

Politisk besluttet

Tilbage i februar blev det i kommunalbestyrelsen vedtaget, at affaldstaksterne skulle udregnes efter det, man kaldte scenarie b.

I den løsning ligger, at borgerne opkræves forskellige takster, afhængigt af deres boligtype. Det vil sige, at folk med helårsboliger betaler samme takst uanset materiel, mens det samme gælder for sommerhuse, kollegieboliger og boligselskaber.


På bordet var også scenarie a, hvor taksten udregnes ud fra både boligtype, om man har egne beholdere eller benytter affaldsø, kassetteløsning eller noget helt tredje.

– Scenarie a har jo den fordel, at det er mere kostægte. Men der vil også være mange ting i spil, og det er måske lidt for meget, når man også står over for en ny affaldsordning, sagde udvalgsperson i natur-, miljø- og planudvalget Helle Munk Ravnborg (EL) i forbindelse med beslutningen.

Og når man sammenholder det med, at der ikke længere er de førnævnte tilvalgsmuligheder, så vil nogle altså risikere at se en stigning på sin takst, mens andre og altså langt størstedelen kommer til at få en lidt billigere takst, forklarer Jens Hjul-Nielsen.

– Det rammer jo så alle sommerhuse, også dem der bor hele året i sommerhuset.



Nye affaldstakter

Helårshuse der før havde ugetømning går fra 4.755 kroner til 4.501 kroner

Helårshuse der før havde 14-dages tømning går fra 3.376 kroner til 4.501 kroner

Sommerhuse der før havde ugetømning går fra 3.316 kroner til 4.147 kroner

Sommerhuse der før havde 14-dages tømning fra juni til august går fra 2.838 kroner til 4.147 kroner

Sommerhusblokke der før havde ugetømning går fra 2.814 kroner til 4.147 kroner

Kilde: Takstbladet som kan findes på Bornholms Regionskommunes hjemmeside




Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT