Opråb til Nordens regeringer: 'Handling nu'

Opråb til Nordens regeringer: 'Handling nu'
De største trusler mod Østersøen omfatter overgødskning, ødelæggelse af habitater, klimaforandringer, kemikalieforurening, skrald og overfiskeri. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
MILJØ | Mandag 22. april 2024 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | Mandag 22. april 2024 • 19:00

På trods af årtiers fokus og flere strategier er Østersøen stadig et af de mest forurenede havområder i verden.

Mange taler om at hjælpe Østersøen, som i årevis har været udfordret fra flere sider, men spørgsmålet er, om nok gør mere end at tale.

Handling er nødvendig, mener Nordisk Råd, som anbefaler organisationens ministerråd at udarbejde en fælles plan for, hvordan Østersøen igen bliver sund.

Forslaget om en sådan fælles plan kommer fra Nordisk Råds udvalg for et Holdbart Norden, og det mødte enstemmig opbakning, da det blev behandlet under Nordisk Råds forårssession i Thorshavn på Færøerne tidligere på måneden.

– De nordiske lande bør trække i førertrøjen og sikre, at de eksisterende planer gennemføres. Det er på høje tid. Baltic Sea Action Plan blev opdateret i 2021, og de mange gode initiativer i planen skal være gennemført i 2030. Det er svært at se, at det kommer til at lykkes, hvis ikke vi gør noget markant. Så det foreslår vi nu, og så håber vi, at ministrene vil lytte, siger Rebecka Le Moine fra Nordisk Råds udvalg for et Holdbart Norden på Nordisk Råds hjemmeside.


Østersøen er et af de mest forurenede havområder i verden, og det kræver handling nu, mener Rebecka Le Moine fra Nordisk Råds udvalg for et Holdbart Norden. Foto: Miljöpartiet


Årtiers fokus

Nordisk Råd beskriver Østersøen som et af verdens mest forurenede havområder, og lægger man klimakrisen, problemer med invasive arter, overfiskeri samt øget trafik og støj oveni, er havet omkring Bornholm i kritisk miljøtilstand, fortæller rådet.

Derfor mener det, at Norden skal tage et større ansvar med en fælles plan for Østersøen. Planen bør ifølge Nordisk Råd tage udgangspunkt i Baltic Sea Action Plan fra 2021, men have et større ambitionsniveau. Baltic Sea Action Plan er kort og godt en plan for at opnå god miljøstatus i Østersøen.

Blandt ønskerne fra Nordisk Råd er en harmonisering af lovgivningen på havområdet og en fælles nordisk position i EU og i baltiske sammenhænge.

– På trods af årtiers fokus og flere regionale strategier er Østersøen stadig et af de mest forurenede havområder i verden. Det er forstemmende, og jeg er meget glad for, at et samlet Nordisk Råd indstiller overfor de nordiske regeringer, at der tages handling nu, siger Rebecka Le Moine.

Højere opfyldelse

Nordisk Råds udvalg for et Holdbart Norden oplever, at der er en stigende interesse for Østersøen på grund af sikkerhedssituationen i området, og ifølge udvalget kan Norden med en østersøstrategi øge miljøsamarbejdet mellem aktører i regionen, hvilket kan styrke de diplomatiske forbindelser og bidrage til langsigtet venskab i regionen.

De største trusler mod Østersøen omfatter overgødskning, ødelæggelse af habitater, klimaforandringer, kemikalieforurening, skrald og overfiskeri, og en østersøstrategi kan med fordel omfatte strategiske prioriteringer inden for de vigtigste klima- og miljøproblemer og identificere tiltag, hvor der er størst nordisk potentiale til at løse dem. Andre havområder i Norden kæmper med de samme udfordringer, og ifølge udvalget kan man se på, hvad der er gjort i områder som Skagerrak og Oslofjorden.

Formelt lyder Nordisk Råds beslutning om en nordisk østersøstrategi:

"Nordisk Råd anbefaler Nordisk Ministerråd, at med udgangspunkt i Baltic Sea Action Plan, udarbejde en plan, der kan virke for en højere opfyldelse af BSAP's mål i de nordiske lande".

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT