Nej, Arbejdstilsynet forbyder ikke brosten

Nej, Arbejdstilsynet forbyder ikke brosten
Udsnit af Bofas invitation til borgerne om at møde op og diskutere MiljØ'er i Rønne den 22.-23. september ved dels Hovedvagten, dels Elværket. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 27. SEP 2022 • 15:30
NYHED | ABONNENT
27. SEP 2022 • 15:30

Som udgangspunkt forbyder Arbejdstilsynet ikke nogen former for underlag – dermed heller ikke brosten – men vurderer en situation som et hele, oplyser tilsynet.

 

Lars Ahlbom fra Rønne gjorde den 19. september i et læserbrev på debatsiderne i Tidende opmærksom på, at det er forkert, når Bofa har meldt ud, at beboerne i Storegade ikke kan få afhentet affald fremover, fordi der er brosten på kørebanen.

Han forklarede, at han havde talt med Arbejdstilsynet, som havde oplyst ham om, at der ikke findes en sådan regel.

Ikke desto mindre henviste Bofa til Arbejdstilsynets regler i en invitation til borgerne om at møde op og diskutere affaldsøer med Bofa i Rønne den 22.-23. september ved Hovedvagten og Elværket og noterede, at "der ikke må være f.eks. græs, skærver eller brosten".

For en god ordens skyld har Tidende spurgt Arbejdstilsynet om, hvad der er op og ned i sagen. Må underlaget bestå af brosten? Må underlaget ikke bestå af brosten?

I en mail til Tidende oplyser Arbejdstilsynets pressechef, Lars Flindt Pedersen, at tilsynet ikke går ind og forbyder enkelte underlag, men ser på det som et hele, hvilket giver følgende officielle svar fra tilsynet:

"Der er ikke et entydigt svar på, om renovationsmedarbejdere må gå på løse sten, græs eller om det skal være fliser, beton eller asfalt. Det vil være en konkret vurdering, hvor mange forhold vil indgå i den samlede vurdering af risikoen for henholdsvis ulykker og belastningsskader. Vurderingen vil blandt andet forholde sig til underlagets beskaffenhed, sammenholdt med, hvordan færdslen forekommer som led i tømningsarbejdet samt omfanget heraf. Hvis forholdene vurderes ikke at være forsvarlige, vil Arbejdstilsynet afgive reaktioner på forholdene".