Jørgen har lavet sin egen affaldsø

Jørgen har lavet sin egen affaldsø
Jørgen Hammers private løsning til sommerhusgæsterne. Privatfoto
MILJØ | 16. JAN • 05:30
MILJØ | 16. JAN • 05:30

Reglerne har ændret sig for afhentning af affald i sommerhusområder, hvor prisen er steget, mens man nu skal gå til en affaldsø for at komme af med skraldet. En sommerhusejer har taget ja-hatten på og lavet sin helt egen løsning.

Der har været meget sagt og skrevet meget om den nye affaldsordning, særligt ordningen i sommerhusområderne, hvor man ikke længere får afhentet affaldet ved husstanden, men i stedet skal aflevere ved nærmeste affaldsø.

I Tidende har man blandt andet kunnet læse flere læserbreve og kommentarer, der kritiserer den nye ordning, også med henblik på, at affaldstaksten for sommerhusområderne samtidig er steget. Sommerhusejere, der tidligere var en del af ordningen om ugetømning skal nemlig i år betale 800 kroner mere end sidste år. Og for de valgmuligheder, der inkluderer sommerhuse, som tidligere havde 14-dages tømning, og sommerhusblokke med ugetømning, er stigningen oppe på godt 1.300 kroner. Modsat er prisen for helårshuse faktisk faldet med 254 kroner.

Bofa-direktør Jens Hjul-Nielsen har tidligere forklaret, at stigningen hos sommerhusejerne blandt andet skyldes, at der med den nye affaldsordning ikke er mulighed for at tilbyde de samme tilvalgsmuligheder som ved den tidligere ordning.

– Der er ikke længere et tilbud om halv drift, fordi det ville betyde, at man med det nye system kun skulle have hentet mad- og restaffald en gang om måneden, og det kan vi ikke stå hygiejnisk inde for. Hvis man halverede det tilbud, som almindelige borgere har nu, var det jo det, der ville blive konsekvensen, og vi kan ikke lave et tilbud, vi ikke kan stå inde for hygiejnisk, sagde Jens Hjul-Nielsen i efteråret.

Den positive vante

Som nævnt har prisstigningen, sammen med det faktum, at man nu skal transportere affaldet hen til en affaldsø, affødt en række negative reaktioner, men Jørgen Hammer har valgt at tage ja-hatten på i stedet.

I et opslag på Facebook viser han således sin egen hjemmelavede miljøstation frem, som han har installeret ved sit sommerhus.

"Der er for vores vedkommende cirka 500 meter hen til den nærmeste nye miljøstation, som der nu henvises til. Det synes jeg ikke, vi kan byde vores gæster i sommerhuset. Så her efter nytår har jeg på bagsiden af udhuset anlagt en nærudgave af en miljøstation med Bofas retningslinjer på dansk, engelsk og tysk sat op på væggen", skriver Jørgen Hammer i opslaget, og han uddyber til Tidende:

– Jeg kunne selvfølgelig have hidset mig op over, at vi nu ikke har afhentning på matriklen, men til gengæld skal vi betale noget mere. Det er jo virkeligheden, men når det nu er besluttet, så vil jeg hellere tage den positive vante på og finde en løsning.

– Jeg kan ikke have, at de skal gå 500 meter for at komme af med de små poser. Det er ikke god stil, så når jeg alligevel er dernede og gør rent om lørdagen ved lejerskifte, så kan jeg fortælle dem om husets indretning og samtidig forklare om den nye affaldsordning, siger Jørgen Hammer.

Skal selv køre det til affaldsø

Det er dog vigtigt at understrege, at der er tale om en privat løsning, og affaldet skal stadig transporteres hen til en af Bofas officielle affaldsøer.

Men det står Jørgen Hammer gerne for.

– Jeg har tidligere haft det problem, at der blev tømt affald om mandagen, og det vil sige, at gæster, der er kom om lørdagen, blev mødt af en fyldt sæk. Så jeg har faktisk været vant til at køre sække væk. Det er jo ikke alle, hvor den kabale kan gå op, men det kan den for mig.

Han påpeger også, at det jo ikke er alle fraktioner, der behøver at tømmes hver uge, fordi sækkene langt fra bliver fyldt. Blandt andet pap og papir vil nok sjældent fyldes på en uge af sommerhusgæster.

– Gæsterne har typisk kunnet fylde en sæk på en uge, og nu bliver den jo fordelt på mange fraktioner. Rest- og madaffald skal selvfølgelig tømmes hver uge, men de andre fraktioner er nok ikke nødvendige at tømme hver eneste uge, forklarer Jørgen Hammer.

I bund og grund handler det om at tilbyde en lille ekstra service til gæsterne, fortæller Jørgen Hammer, som også altid står klar til at modtage de nye lejere med en øl eller vand.

– Gæsterne bliver nogle helt andre, når de møder et menneske, og så passer de bedre på huset. Man får glade gæster og dermed større chance for, at der efterlades et hus i god stand.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT