’Hammershus havde været bedre’: Det droppede blikfang spøger i topmødeteltet

’Hammershus havde været bedre’: Det droppede blikfang spøger i topmødeteltet
Foto: Jakob Nørmark
MILJØ | Tirsdag 30. august 2022 • 16:52

Tidende er draget til topmøde for at overvære politikerne træffe beslutninger, som kan få enorme betydninger for Bornholm, øens natur og erhvervsliv, selvom statslederne ikke landede i Rønne tirsdag, men drog til Nordsjælland.

Dagen efter energiøens havvindmølleparker officielt rykkede fem kilometer tættere på Bornholm, og topmødet – af helt andre grunde – blev flyttet 155 kilometer væk fra Hammerhus, samledes statsledere og topforhandlere fra landene omkring Østersøen på Marienborg.

Uden den centrale funktion som kulisse fyldte Bornholm ikke meget på topmødet. Den pludselige flytning af ”The Baltic Sea Energy Security Summit” hang dog i luften.

– Vi ville meget hellere have været ovre og besøge jer, bemærker en af arrangørerne, da TV 2/Bornholms journalist og fotograf med de orange mikrofoner fremme ankommer til teltet, hvor pressemødet skal finde sted.

Af sikkerhedsgrunde skulle pressen møde op næsten to timer før statslederne på en naboadresse ned til Bagsværd Sø. Efter en, for en lokaljournalist, usædvanlig rygsæksgennemsnusning af en politihund sætter vi os ind i en minibus, som kører os op til Marienborg.

Hammershus som blikfang

Meget nåede arbejdshestene i Statsministeriet og Klimaministeriet at ændre i løbet af det døgn, der gik, fra det blev besluttet at droppe Bornholm på grund af arbejdsnedlæggelsen i lufthavnen, men ikke alt. I presseteltet bliver der lagt et lille hæfte om energi og sikkerhed i østersølandene.

På forsiden er stadig et luftfoto af slotsruinen, som skulle have prydet baggrunden på tv-billederne, når statslederne præsenterede resultatet af flere måneders forarbejde. Inde i selve hæftet nævnes hverken Bornholm eller energiøen dog med et ord.

”Med formidable vindforhold og lave vanddybder har østersøområdet et substantielt potentiale for havvind”, står der til gengæld. Afhængigheden af fossile russiske brændsler og behovet for at udbygge elnettet på tværs af nationerne optager også en del plads.

To nøgletal bliver fremhævet på sidste side: 93 GW og 300 GW. Det første tal er et skøn over det samlede havvindspotentiale, som findes i Østersøen – fra man runder Skagen til bunden af Den Botniske Bugt. Det andet tal er EU’s målsætning for den samlede kapacitet, som havvindmøller skal levere til det europæiske energisystem i 2050. Om otte år skal Europa op på 60 gigawatt.

Hvor meget statslederne for landene omkring Østersøen vil bidrage med, vil journalisterne i teltet formentlig snart blive klogere på. Klokken 15.50 gik de sammen til forhandlinger i en havebygning bag teltet, hvor pressemødet finder sted.

I ventetiden funderer de journalister og presserådgivere, der mandag måtte ændre rejseplaner over omgivelserne.

– Hammershus havde været bedre. Men det er da fint nok, at det foregår ved indgangen til Østersøen, overhører Tidendes ventende reporter en ministeransat mand sige fra stolerækken bagved.

 

 

FÅ ABONNEMENT