Adgangen til Gaza for internationale og danske journalister har været lukket i snart to år af Israel.
Et samlet medieopråb fra de danske medier til den israelske regering fremhæver pressefriheden og offentlighedens manglende adgang til troværdig information fra et af verdens mest konfliktfyldte områder, hvilket skaber rum for misinformation, propaganda og manipulation.
– Når medierne er afskåret fra at rapportere fra Gaza, svækker det pressefriheden og borgernes mulighed for at blive korrekt oplyst. Derfor har den danske mediebranche samlet sig med et tydeligt budskab til den israelske regering: Luk medierne ind i Gaza, så pressen kan levere uafhængig journalistik, udtaler Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier.
Nedenfor bringes det samlede medieopråb.