Fiskeren gik i land og blev kirkesanger

Fiskeren gik i land og blev kirkesanger
Ebbe Bay Mogensen regner med at skulle bruge mere tid i haven, når han stopper som kirkesanger. Foto: Holger Larsen
Onsdag 13. august 2025 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
Onsdag 13. august 2025 • 19:00

– Alting har en ende, siger 84-årige Ebbe Bay Mogensen, der stopper som kirkesanger i Olsker og Tejn.

– Ebbe er en fantastisk personlighed. Han er så åben og smilende, hvilket smitter af på alle, og så har han en fantastisk sangstemme, selv om han ikke er helt ung længere, siger Vivian Munch Petersen, formand for menighedsrådet i Olsker Sogn.

Ebbe Bay Mogensen har været en populær kirkesanger i sognets to kirker, Ols Kirke og Tejn Kirke. Men nu er det slut efter 20 år:

– Man skal slutte, mens det går godt. Det skal ikke være sådan, at folk kommer til mig og siger, at det går ikke. Der er vist heller ikke mange kirkesangere på 84 år. Det bliver vemodigt at skulle stoppe, men alting har en ende, siger Ebbe Bay Mogensen.

Det lå ikke lige til højrebenet, at han skulle blive kirkesanger. Ebbe Bay Mogensen er ud af en familie fra Tejn, og han blev fisker, ligesom sin far og farfar.

– Jeg havde min egen båd, "Harmoni", og vi fangede laks, siger han og peger på et billede på væggen.

Bornholmske sange

– Jeg har altid kunnet lide at synge. Da jeg stoppede med at fiske, fik jeg mere tid til det, og på et tidspunkt var jeg med i tre kor.

– Jeg tog ud på plejecentre og i pensionistforeninger sammen med Lisbeth Kjøller og gav koncerter. Hun spillede på klaver, og jeg sang, fortæller Ebbe Bay Mogensen om den tid, hvor de især havde mange bornholmske sange på programmet.

– Det var Lisbeth Kjøller, der fik mig ind som kirkesanger. Jeg tog også uddannelsen som kirkesanger, hvor jeg i fire år fik sangundervisning og også lærte at spille klaver, fortæller han.

I et sogn med to kirker er der nok at se til for personalet, herunder kirkesangeren. Søndagen byder ofte på en gudstjeneste i hver kirke, dertil kommer de andre tjenester som dåb, bryllup, bisættelser og begravelser.

– Jeg er med i dem alle, og jeg har et godt samarbejde med de ansatte. Præsten er alletiders, siger Ebbe Bay Mogensen.


Kristine og Ebbe Bay Mogensen flyttede fra Tejn til Hammerhavn for 31 år siden. Foto: Holger Larsen

Der skal øves

Ud over tjenesterne i kirken, skal der også øves. Det foregår gerne hjemme i huset på Sænevej med en fantastisk udsigt over Hammerhavn og Østersøen.

– Så slår jeg salmerne op på nettet, og så synger Ebbe, fortæller Kristine, der har været gift med Ebbe Bay Mogensen i 62 år.

Men efterhånden kan han de fleste af de næsten 800 salmer i salmebogen – dog ikke udenad. Og de mest brugte af dem sidder på rygraden.

Det er ikke så underligt, at de er glade for Ebbe i menigheden, for han går ikke af vejen for en opgave, som ikke umiddelbart hører under kirkesangerjobbet – som for eksempel at sørge for, at ældre og dårligt gående bliver kørt til og fra kirke.

– Det er vores fornemste opgave at sørge for, at menigheden har det godt, siger Ebbe Bay Mogensen.

Kirkesangeren har også ros den anden vej:

– De er gode til at synge i menigheden. Det kan jeg bedst lide, så det ikke bliver solosang.


Ebbe Bay Mogensen har i 34 år sejlet med turbåde fra Hammerhavn, hvilket her er gengivet af et barnebarn. Foto: Holger Larsen

Købte huset i 1994

Hvad skal du lave, når du stopper som kirkesanger?

– Vi har et stort hus og have. Det skal nok gå. Jeg har ingen problemer med at få tiden til at gå, siger Ebbe Bay Mogensen.

Ellers kan han måske bruge lidt mere tid på at nyde den unikke udsigt, som han og Kristine fik i 1994.

– Jeg sejlede som afløser på de små turbåde, som sejler med turister fra Hammerhavn. Det gjorde jeg i 34 år, inden jeg stoppede. Så hørte jeg, at huset her, som tidligere var havnefogedens hus, kom til salg. Det købte vi, og her vil vi ikke flytte fra, siger han.

Herfra har de kunnet følge med i, hvordan Hammerhavn har udviklet sig til at blive en velbesøgt turistperle.

– Vi synes kun, det er hyggeligt, at der kommer så mange mennesker dernede. Vores fire børn og syv børnebørn, som alle bor ovre, nyder også at komme her, siger Kristine og Ebbe Bay Mogensen.

Vil gerne afløse

I menighedsrådet glæder man siger over, at Ebbe Bay Mogensen har sagt, at han meget gerne kommer og afløser som kirkesanger. Det kan der meget vel blive brug for, da det endnu ikke er lykkedes at finde en ny person til stillingen.


Ebbe Bay Mogensens kutter "Harmoni", som han og tre besætningsmedlemmer brugte til laksefiskeri, tegnet af Kai Rude. Foto: Holger Larsen

Afskedsgudstjeneste

Menighedsrådet har inviteret til afskedsgudstjeneste for kirkesanger Ebbe Bay Mogensen søndag den 17. august klokken 10.30 i Tejn Kirke.

Efter gudstjenesten er der kirkefrokost i missionshuset Getsemane (lige over for kirken).

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT