Breaker stor nyhed: Udvalgt til populært tv-program

Breaker stor nyhed: Udvalgt til populært tv-program
Der blev holdt stor fest for fritidshuset tilbage i juni. Men snart er der endnu mere at feste for og samarbejde om. Arkivfoto: Søren Strandman-Møller
14. AUG • 11:42
14. AUG • 11:42

Der bliver lavet en særudgave af tv-programmet I hus til Halsen. Og her er det Fritidshuset i Nexø, der skal have en kærlig omgang.

– Vi har holdt på en hemmelighed, som vi nu kan dele med jer.

Sådan starter opslaget på den facebookgruppe, hvor Fritidshuset i Nexø kommunikerer til deres frivillige og brugere. Her kan de endelig fortælle, at Fritidshuset er blevet udvalgt til at deltage i tv-programmet I hus til halsen.

Programmet går i sin enkelthed ud på, at en trio bestående af Line Franck, Dennis Lindequist og Kalle Thesbjerg træder ind i en håbløs situation, hvor nogen sidder fast i et usælgeligt hus. Med hjælp fra ejerne og deres netværk giver de huset en ordentlig omgang, som skal få huset til at fremstå mere tiltrækkende for en eventuel køber - og dermed få huset solgt.

En særudgave

Her kan den første undren indtræffe - for Nexø Fritidshus er jo netop blevet solgt.

Men programmet er en særudgave, hvor trioen ønsker at hjælpe en forening med at få renoveret et ganske særligt sted.

Og det særlige sted er altså Fritidshuset, fortæller formand Rebecca Marx Bendixen til Tidende.

Det er klublokalerne og den spritnye ungdomsklub Klub Helle, der er udvalgt til at være med i programmet, som kommer til at kræve en masse frivillig hjælp, når optagelserne foregår i starten af september.

– Vi håber på at samle en masse frivillige, som vil støtte op og hjælpe os med at få skabt de bedste klublokaler til byens børn. Al hjælp kan bruges, skriver formanden, som opmuntrer til, at man tager fat i hende, hvis man kan byde ind med "selv den mindste hjælp".

– Lad os vise resten af Danmark, hvad Nexø og Bornholm kan, når vi står sammen, slutter hun.

Programmet I Hus til Halsen har indtil videre 13 sæsoner på bagen, og det er DR, der står bag.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT