Borgere undrer sig: Hvor kommer vandet fra?

Borgere undrer sig: Hvor kommer vandet fra?
Både ved Multihuset i den tidligere kommuneskole og ved det tidligere hotel midt i Østerlars har folk set vand sive op. Bornholms Energi & Forsyning har været forbi og undersøge, hvor vandet kommer fra. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
MILJØ | Fredag 6. januar 2023 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | Fredag 6. januar 2023 • 15:30

Der er konstateret opsivende vand et par steder i Østerlars. Bornholms Energi & Forsyning har været forbi og fundet forklaringen.


Hvor kommer vandet fra? Det spørgsmål har man stillet sig selv i Østerlars, hvor flere af byens borgere har konstateret, at der kommer vand op ved byens tidligere hotel og ved den gamle skole, som i dag er multihus. Det kommer ikke fra vandværket, siger formanden, og det kommer heller ikke fra fjernvarmen eller kloakkerne, fortæller Bornholms Energi & Forsyning.

– Jeg registrerede lige før jul, at der stod vand op. Folk har set det, når de er gået forbi, og så har de troet, at det var vores vandledning. Vores vandledninger går slet ikke der, men jeg har været oppe at kigge, og det er rigtig nok, at det siver op. Erik Larsen, som har boet på hotellet, har også konstateret det, siger Henning Nielsen, som er formand for Østerlars Vandværks bestyrelse.

Henning Nielsen fortæller, at Østerlars Vandværk lige har haft fire kæmpemæssige brud, som man mener, man har fået styr på, og den aktuelle situation har ikke noget med vandværket at gøre, fastslår han.

– Hverken vores kasserer, som kan se, når der er forskelligheder i det hele, eller vores vandpasser, som kan se et øget forbrug, har konstateret noget, efter vi har fået lukket de fire huller, der har været, lyder det i telefonen fra Østerlars.

Beof har været forbi

Allerede før jul kontaktede Henning Nielsen Beof – Bornholms Energi & Forsyning for at gøre opmærksom på det opsivende vand. Det har han gjort igen for at få det kommunale forsyningsselskab til at kigge på sagen.

– Vi har været dernede i julen og kigge på det. Det er opstigende grundvand, og det kan vi ikke gøre noget ved. Vi har lavet en pH-måling og tjekket, hvad der er for noget. Hvis det er spildevand, er man ikke i tvivl. Det kan man som regel også lugte, men for god ordens skyld måler man. Det er opstigende grundvand, og det er svært at gøre noget ved, siger Klaus Vesløv, som er pressechef hos Beof.

Han forklarer, at grundvandet nogle steder på Bornholm ligger lidt højt, og når det så regner meget, så kommer det op, hvor det kan komme op.

– Vores gode folk har været forbi og tjekke det. Vi har ikke brud på noget spildevand, og det er i hvert fald ikke noget varme. Det er det, vi har været oppe at tjekke for, for vi har været der, siger Klaus Vesløv.

I Østerlars har man ikke vidst, om Beof har været forbi, men det fastslår pressechefen altså, at man har.

– Det vi måske skal huske at gøre, næste gang vi kommer forbi, det er at sætte en kegle, hvis vi kan komme til det, for så viser det, at vi har været der. Ellers er det svært at vide, siger Klaus Vesløv.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT